Sygeplejersken
Studerende glemmer lønforhandlingen
Mange studerende får tilbudt job på 6. semester, men kun en brøkdel forhandler om deres løn, viser ny undersøgelse. Et stort problem, for der er masser at forhandle om, siger de studerendes formand samt chefkonsulent i Dansk Sygeplejeråd.
Sygeplejersken 2019 nr. 4, s. 10
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
”Husk altid at få forhandlet din løn, før du siger ja til et job. Også når det er dit allerførste job.”
Så klart lyder budskabet fra chefkonsulent i Dansk Sygeplejeråd Charlotte Vinderslev i forlængelse af en ny studielivsundersøgelse, der er foretaget af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning og Dansk Sygeplejeråd.
- Tal altid med afdelingens TR for at sikre dig, at lønnen er forhandlet på plads, før du takker ja til et job
- Udnyt manglen på sygeplejersker, og stil krav om tillæg
- Forsøg at få fuldtid i dit første job, da det er vigtigt for pensionsopsparingen
Den viser, at 38 pct. af de sygepleje-studerende på 6. semesters praktikophold får tilbudt job på praktikstedet efter endt uddannelse. Af dem, der tager imod tilbuddet forhandler kun 3 pct. om lønnen.
”Det er rigtig positivt, at mange får tilbudt job allerede på 6. semester. Det viser, at sygeplejerskerne er eftertragtede. Men at så få får forhandlet deres løn, er et problem. For der er masser at forhandle om. Især når man er eftertragtet,” siger Kamilla Futtrup, formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, som godt forstår, hvis det kan være svært:
”Når man stadig er under uddannelse, er det en kæmpe anerkendelse at få tilbudt et job. Så glemmer man let, at de søde ord også skal passe til et liv i fremtiden.”
Vigtigt med godt udgangspunkt
”Den første løn er udgangspunktet for alle senere lønninger. Derfor er den vigtig. Man bruger sin første løn som løftestang for at få en endnu bedre løn næste gang, man skifter stilling,” forklarer Charlotte Vinderslev.
Hun peger samtidig på, at manglen på sygeplejersker betyder, at der også for nyuddannede er noget at forhandle om.
”Udnyt mangelsituationen, og stil krav om en fornuftig løn. Lønnen for sygeplejersker består af en fast grundløn og dertil en mulighed for at forhandle løntillæg. Så stil krav om at få et tillæg oven i den faste løn,” råder hun.
Kamilla Futtrup supplerer:
”En ting er lønnen, men man kan også forhandle om at få en introduktionsperiode, om ferie, eller om at komme på deltid eller fuldtid,” siger Kamilla Futtrup, og Charlotte Vinderslev understreger:
”Husk aldrig at sige ja til en stilling, før du kender arbejdspladsens lønudspil og har talt med tillidsrepræsentanten.”