Patienten, jeg aldrig glemmer: "Der er også plads i paradis til dig"

Patienten var en lidt vredladen herre, der gerne ville gøre alting selv, og en smule svær at komme ind på livet af.

Snart fandt jeg ud af, at han også var et af Jehovas Vidner, da han ofte havde besøg af venner og bekendte fra samme trossamfund. Selv var jeg sygeplejestuderende, og ikke et religiøst menneske, men meget nysgerrig af natur.

Jeg kunne derfor ikke dy mig for at spørge lidt ind til hans livsomstændigheder og om, hvordan han mon var endt med at blive troende. I starten var han ikke meget for at snakke, men lidt efter lidt begyndte han at fortælle om sig selv. Det viste sig, at han ikke var født ind i sin religion. Han havde derimod haft et hårdt liv og havde fundet hjælp og støtte hos Jehovas Vidner i en svær periode.

Jeg ville gerne vide mere om hans tro, så vi talte sammen flere gange i løbet af hans indlæggelse – ofte om livets store spørgsmål. Da jeg en dag spurgte ham om, hvad der ville ske med en ikketroende som mig, når jeg dør, svarede han mig ligeud, at jeg så naturligvis ikke ville komme med i ”paradis” – den nye og bedre jord, som Jehovas Vidner ifølge deres tro genopstår til efter døden. Jeg tog ikke anstød af hans svar, men man kan nok godt sige, at vi som udgangspunkt stod langt fra hinanden i vores verdensopfattelse.

Imidlertid havde vores snakke en effekt, for han blev mærkbart mere medgørlig og snakkesalig i takt med, at vi lærte hinanden at kende. Det endte med at blive et rigtigt fint indlæggelsesforløb, både for mig og for ham. Den dag, han blev udskrevet, tog han min hånd og sagde: ”Ditte, jeg tror alligevel, der også er en plads i paradis til dig.”

Oplevelsen med min patient har jeg båret med mig videre i mit arbejdsliv, og jeg har tænkt på ham mange gange siden. Som sygeplejersker møder vi utroligt mange patienter fra forskellige kulturer, religioner og samfundslag. Derfor kan det til tider være svært at relatere til det enkelte menneske, ikke mindst fordi vi jo ofte møder dem, når de er midt i en livskrise.

Ikke desto mindre lærte min patient mig, at det kan betale sig, hvis man husker at være åben og nysgerrig, også selvom det kan være svært at finde tiden til det. Hvis vi som sygeplejersker forsøger at møde patienterne dér, hvor de er, kan det virkelig være gavnligt for deres indlæggelsesforløb – og hvis vi er heldige, kan vi måske endda også selv ende med at blive en smule klogere i processen.

Jeg er i hvert fald glad og taknemmelig for, at jeg mødte min specielle patient, og at jeg kunne medvirke til, at hans hospitalsophold ikke kun blev lidt mere behageligt, men også en smule lærerigt for os begge. Jeg glemmer ham helt sikkert aldrig.