Skiftedag: "Det blev ensomt på havet"

“Hver tredje uge fløj jeg 150 km med helikopter ud til olieriggen. Og så var jeg der ellers i 2-3 uger. Jeg var den eneste sundhedsfaglige, så jeg havde ansvar for at undervise kokke, stewardesser og rengøringspersonale, der var mine hjælpere, hvis der f.eks. var en større faldulykke eller brand. Og ellers havde jeg en lille skadestue, hvor jeg tog mig af alt fra lungebetændelse til en forstuvet arm.

Den eneste sundhedsperson, jeg sparrede med, var en læge i land, som jeg kunne ringe til. Ved sådan et job skal man have en kone, der accepterer, at man rejser væk. Og når man er hjemme, må man acceptere de vaner, familien har. Det kan man ikke tillade sig at pille ved, når man selv er væk i så lang tid.

Jobbet derude var spændende, vi havde et godt sammenhold, og det var fedt med ansvaret. Men det var også ensomt på havet uden sundhedsfaglige kollegaer. Så da stillingen i Valmuen blev slået op, søgte jeg den. Jeg kendte godt til den, for her til sidst arbejdede jeg der lidt som timelønnet vikar, når jeg var hjemme med fast grund under fødderne.

Mit job i Valmuen går ud på at overvåge dem, der kommer her for at få lægeordineret heroin to gange dagligt, så de tager det rigtigt. Det er med til at reducere skader og mindske eller fjerne det misbrug, de ellers har med illegale stoffer, og som de hver dag skal skaffe penge til ved at prostituere sig på gaden, ved indbrud og den slags. Det giver dem ro til at få genetableret kontakt til børn, familie og venner.

Det er altid hårdt for dem at se, hvor mange broer de har brændt de år, de har levet på gaden. Meget skal genopbygges. Men jeg har det fint med, at staten bruger penge på heroin til misbrugere. For jeg ser en tydelig forskel på dem, når de kommer fra en presset hverdag, fordi de hver dag skal ud og skaffe penge til stoffer, til der, hvor de begynder at tage på i vægt og bliver mere sunde. Nogle kommer i døgnbehandling, og flere stopper misbruget.

I 11 år har jeg også arbejdet som sygeplejerske i Tivoli i weekender, højtider og til fredagsrock. Vi er 15 sygeplejersker ansat og tager os af alt fra hedeslag til astmaanfald. Det er sjovt at prøve noget helt andet, og grunden til, at jeg blev sygeplejerske, er også de mange muligheder. Jeg er draget af de anderledes steder, men også de skæve mennesker. Der er en ærlighed over dem. Der er ikke så mange facader. De er, som de er.

På riggen var der også nogle, der levede et hårdt liv hjemme, men tog et pusterum for det derude. Dem havde jeg det også godt med og lagde øre til mange historier. Og nu er det så Valmuen. Jeg kan godt lide at få en tæt kontakt til misbrugerne. For så kan jeg fornemme, hvis deres liv begynder at sejle igen.”