Studerende i praksis: "På det tidspunkt følte jeg ikke, jeg kunne stole på nogen"

Det regnede nærmest hver dag i marts, hvilket normalt ikke øger min motivation for at komme ud ad døren. Men det opvejede min praktikplads i den grad.

Jeg stiftede bekendtskab med psykiatrien, som jeg på forhånd havde et lidt anstrengt forhold til. Medstuderende sagde, at hvis jeg ikke kunne strikke i forvejen, så fik jeg tid til at lære det i psykiatrien. Det var min største bekymring: 10 uger med strikketøj!

Sådan blev det heldigvis ikke. Jeg kom på et psykiatrisk afsnit, hvor patienterne var mange, deres forløb både korte og lange, og hvor diagnoser fra ICD-10’s kapitel fem var bredt repræsenteret.

Noget, som fyldte meget, var, hvor uhåndterbart et fag psykiatri er for en grøn studerende som mig. Det både fascinerede og irriterede mig. På afdelingen oplevede jeg, at erfaring og intuition betyder meget.

En dag sad jeg i fællesmiljøet med en mand, som fortalte, hvorfor han var indlagt. Han mente ikke, at han hørte til på afdelingen, og ud fra hans fortælling gav det heller ikke mening for mig, hvorfor han skulle være her. Han lød oprigtig og blev en smule ked af det, da han delte sine tanker.

Senere talte jeg med afdelingens specialpsykolog om, hvad patienten havde fortalt mig. Med et skævt smil på læben bad han mig om at holde fast i netop den følelse, jeg havde i forhold til patienten. Patienten var nemlig diagnosticeret med dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Det overraskede mig, at en patient, som jeg havde empati for, kunne fremstå så ærlig og samtidig lyve om sin indlæggelse. Det fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved den tillid, man som sygeplejerske og patient møder hinanden med. På det tidspunkt følte jeg ikke, jeg kunne stole på nogen. Og hvordan kommer jeg så nogensinde til at yde en succesfuld sygepleje i psykiatrien?

På skolebænken italesættes netop et gensidigt tillidsforhold som en kerneforudsætning for sygeplejen. Det var lidt af en mavepuster for mit ”personlige jeg”, og en del af mig syntes faktisk, at det var ondt gjort af patienten. Jeg blev lidt snæversynet, indtil en anden patient tilfældigt kom og satte tingene i perspektiv for mig:

”Skal jeg lige give dig en lektion?” spurgte han. Jeg takkede ja, og han fortalte:

”Du skal ikke forvente at kunne stole på en person, som ikke engang kan stole på sig selv. Det er svært at sætte sig ind i, når man ikke selv har haft sådan en følelse.”

Oplevelsen og patientens udsagn fik mig til at reflektere over min uddannelse og sygeplejen som helhed. Man kan ikke blot tage blodprøver, klikke ind under EPJ-fanen ”Biokemi”, aflæse nogle tal og korrigere en behandling ud fra dem. Uddannelsen tager hovedsageligt udgangspunkt i almindelige plejesituationer og problemstillinger, men psykiatrien er en fundamentalt anden verden. Patienterne er sårbare og har som oftest oplevet tillidssvigt i livet.

Jeg kan gøre mit for at vise imødekommenhed og tillid. Måske det en dag åbner en dør for gensidighed.

Camilla Sonne er sygeplejestuderende på 6. semester på VIA UC Viborg.