Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Styrket sundhedspleje i Odense

Flere nye tiltag er målrettet begge forældre samt flergangsfødende i Odense Kommune.

Sygeplejersken 2019 nr. 5, s. 13

Af:

Henrik Boesen, journalist

5-2019_aktuelt_sundhedspleje-odense

Sundhedsplejerskerne i Odense Kommune vil fremover tilbyde kommende forældre i 24.-26. graviditetsuge hjælp til afklaring af, om de er i risikozonen for at udvikle fødselsdepression – og desuden forberede dem på deres kommende forældrerolle. Det er bare to af flere nye tiltag fra kommunens sundhedsplejersker.

I erkendelse af, at de første 1.000 dage i et barns liv er afgørende for barnets senere liv, har Odense Kommune i 2019 afsat næsten 4 mio. kr. til at styrke kontakten mellem forældre og sundhedsplejersker.

Pengene skal bl.a. dække, at alle førstegangsfødende får en ekstra kontakt med sundhedsplejersken, når barnet er 3-4 uger gammelt. Tilbuddet kan om nødvendigt omfatte flergangsfødende. Det ekstra besøg skal først og fremmest sætte fokus på amning.

Og det eksisterende tilbud om, at førstegangsforældre kan kontakte en sundhedsplejerske i et af kommunens tre sundhedshuse, når barnet er 8-10 måneder gammelt, udvides til at gælde også flergangsforældre. Fokus ved disse besøg er at forberede forældrene på overgangen til dagpasningstilbud samt vurdere barnets sproglige og sociale udvikling.

Otte ekstra sundhedsplejersker

Med otte ekstra nyansatte når antallet af sundhedsplejersker i kommunen pr. 1. juli op på 59 plus tre teamledere.

Men hvor mange kommuner har vanskeligt ved at rekruttere et tilstrækkeligt antal sundhedsplejersker, fortæller teamleder i Sundhedsplejen Vest, Mette Lind Sørensen, at alle nyopslåede stillinger er blevet besat, bl.a. fra egne rækker.

”Tre af de nyansatte har vi selv uddannet i kommunen, hvor vi faktisk har taget en studerende mere ind, end vi skulle,” forklarer hun og oplyser, at pr. 1. juli vil alle ansatte sundhedsplejersker være uddannede. Desuden tilføjer hun, at Odense Kommune generelt ikke har problemer med at fastholde sundhedsplejerskerne.

”Det er en god kommune at være ansat i,” synes hun.