Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Videokonsultation udbredes til 9.000 morsingboere

De to regionsklinikker på Mors giver nu 9.000 borgere mulighed for at få videokonsultationer med en læge eller sygeplejerske.

Sygeplejersken 2019 nr. 5, s. 12

Af:

Christina Sommer, journalist

5-2019_aktuelt_morsingboere

Chaufføren, der er på langtur til Norge. Eller borgeren med angst, som har svært ved at komme afsted til læge.

Det er bare to eksempler på morsingboere, der nu får mulighed for at få svar på blodprøver og tale med en læge eller sygeplejerske fra lastbilen eller dagligstuen, når det passer dem.

Siden september 2018 har udvalgte patienter tilknyttet de to regionsklinikker på Mors kunnet supplere de fysiske konsultationer med læge eller sygeplejerske med ditto bare på video.

Løsningen er blevet benyttet mere end 200 gange og med så stor succes, at alle 9.000 borgere tilknyttet de to klinikker nu får samme mulighed, forudsat lægen vurderer, at en videokonsultation giver mening, fortæller sygeplejerske og leder af regionsklinikkerne, Kirsten Olesen.

”Videokonsultationerne er et fantastisk supplement til de fysiske konsultationer. De har virkelig bevist deres værd især i forhold til, at vi nu kan nå nogle borgere, f.eks. med angst, som vi ikke så før. Og de knytter os tættere sammen med borgere, der er svært kronisk syge og permanent sengeliggende derhjemme,” siger hun og tilføjer:

”Det er ressourcekrævende at køre langt til et hjemmebesøg. Nu kan vi kontakte vores patienter via videokonsultation og vurdere, hvordan det går. Er der brug for et hjemmebesøg eller akutsygeplejerske, går vi videre med det. Vi har ikke uanede ressourcer og skal gøre det, der giver mening. Her er videokonsultationerne også et godt supplement til vurdering og visitering”.

Kirsten Olesen berører derved baggrunden for, at regionsklinikkerne overhovedet kastede sig over løsningen. Foruden lange afstande er Mors med lederens ord ”udfordret”, da det er svært at rekruttere faste læger. Dertil kommer en af landets højeste forekomster af bl.a. multisyge, multimedicinerede ældre og borgere med kronisk sygdom.

”Vi boner ud på det hele, så der er brug for at tænke anderledes”.

Videokonsultationen foregår via appen ”Min Videolæge”. Borgerne skal selv have styr på teknik og udstyr, hvilket selv de ældre klarer uden problemer.

”Vi var selv lidt skeptiske og tænkte, at det nok mest var et tilbud for de 18-50-årige. Men de tanker er blevet gjort til skamme. De ældre skyper og facetimer med børn og børnebørn”.

Evalueringen viser, at borgerne er tilfredse med tilbuddet. De er kommet med gode tilbagemeldinger, hvilket bl.a. har ført til, at nogle konsultationstyper er blevet droppet igen. Videokonsultationer er dog kommet for at blive:

”Nogle spørger: ”Hvorfor tager I ikke bare telefonen?” Men det gør bare noget, når man kan se hinanden. Øjenkontakten er med til at bygge videre på den relation, der er så vigtig for at kunne fornemme, om der er noget mere på spil end normalt,” siger Kirsten Olesen.

Læs også temaet i Sygeplejersken nr. 4/2019 om, hvordan skærmbesøg i øjeblikket også vinder indpas i den kommunale sygepleje.