Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patienten, jeg aldrig glemmer: "Kunne vi virkelig tillade os at gøre det?"

"Inden min patient forlod os, kaldte hun imidlertid mig og min kollega ind til sig. Hun græd hjerteligt, imens hun takkede os, fordi vi havde gjort det muligt for hende at være sammen med sin familie."

Sygeplejersken 2019 nr. 6, s. 37

Af:

Helle Lindberg, journalist

6-2019_pajag_lene-damgaardolesen_oploeft

For flere år siden mødte jeg en patient, som jeg stadig tænker på i dag. Jeg var forholdsvis nyuddannet og arbejdede på Ortopædkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet, da hun en dag blev indlagt.

Hun var et par år eller fem ældre end mig. Hun havde en mand og to små børn, og så havde hun kræft. Det var begyndt som brystkræft, men havde efterfølgende bredt sig til resten af kroppen. Det stod klart – både for os, for hende og for hendes familie – at hun sandsynligvis ville dø af sin sygdom.

Vi havde ofte kræftpatienter på afdelingen, men der var noget særligt ved hende, som gjorde mere indtryk end ellers. Jeg tror, det var fordi, vi var forholdsvis jævnaldrende, og så det faktum at hun var mor. Manden var selvfølgelig ødelagt ved udsigten til at miste sin kone, imens han blev nødt til at tage sig af deres børn. Det var hjerteskærende.

Hun lå på stue med en anden patient, som havde brug for ro. Afdelingen var fuldt belagt, og der var ikke enestuepladser at tage af. Jeg og en kollega snakkede derfor sammen om, hvordan vi kunne sørge for, at denne kræftsyge mor kunne være sammen med sin familie. Det skulle jo helst ikke være på bekostning af en patient, som skulle hvile sig.

Til sidst blev vi enige om at prioritere det sådan, at hun fik en anden tomandsstue for sig selv. Det ville dog betyde, at en tredje patient med en brækket lillefinger skulle lægges ud på gangen. Det var i sig selv ”forbudt” at flytte en patient, der allerede havde fået en stueplads, ud på gangen, ligesom det også – dengang som nu – var ildeset, at alle sengepladser ikke blev fyldt ud.

Mest af alt var der nogle stærke etiske overvejelser involveret. Kunne vi virkelig tillade os at gøre det her? Patienten med lillefingeren ville ganske vist ikke lide stor overlast, men vi ville jo alligevel skulle prioritere én patients komfort over en andens.

Vi havde heldigvis en fantastisk leder i vores afdelingssygeplejerske. Hun opfordrede os til at stole på vores faglige skøn, og hun bakkede os op i vores beslutning. Enden på dilemmaet blev, at min kræftpatient fik en tomandsstue for sig selv.

Som indlæggelsesforløbet skred frem, blev hun mere og mere syg og skulle til sidst overføres til Onkologisk Afdeling. Inden min patient forlod os, kaldte hun imidlertid mig og min kollega ind til sig. Hun græd hjerteligt, imens hun takkede os, fordi vi havde gjort det muligt for hende at være sammen med sin familie. Det havde gjort en kæmpe forskel.

Oplevelsen har jeg båret med mig i mit arbejdsliv, og jeg har givet min erfaring videre til andre sygeplejersker. Til tider kan det være endog rigtig svært for os at vurdere, hvor langt vi kan og bør gå for at opfylde patienternes behov. Min kræftpatient lærte mig dog, at det bestemt kan være besværet værd.

Patienten, jeg aldrig glemmer

Husker du mødet med den patient, som lærte dig noget essentielt om at være sygeplejerske? Var det din første patient? Var det patienten, som døde på din vagt, der står mejslet i din hukommelse? Var det det alvorligt syge barn, som blev helbredt trods svære odds? Eller ..?

  • Skriv til: redaktionen@dsr.dk
  • Længde: maks. 3.000 anslag.
  • Emne: ”Patienten, jeg aldrig glemmer”.