Skiftedag: "Jeg tør godt være i front"

“Da jeg var sygeplejerske på gynækologisk afdeling, prikkede min klinikchef mig en dag på skulderen. Hun havde lagt mærke til, at jeg godt kunne lide at tage teten, fremlægge patienter ved tavlestuegang og havde et godt overblik.

Så hun syntes, jeg skulle søge en opslået stilling som afdelingssygeplejerske. Jeg var meget ung, så jeg sagde nej.

Men jeg blev afdelingssygeplejerske få år efter.

Jeg kan godt lide at være med til at træffe beslutninger. Jeg tør godt være i front. Derfor var jeg også hurtig til at droppe tanken om igen at blive basissygeplejerske, da jeg sidste år tog mit arbejdsliv op til overvejelse. For jeg ville gerne prøve at bruge min ledelseserfaring fra Rigshospitalet i et andet lederjob.

Jeg var egentlig glad for mit job som afdelingssygeplejerske, men havde i alt været 16 år på afdelingen. Så jeg kendte hver en sten. Der skulle ske noget nyt. Men jeg havde hverken lyst til at blive afdelingssygeplejerske et andet sted eller gå et skridt længere op ad hospitalsrangstigen og blive oversygeplejerske.

Egentlig ville jeg gerne væk fra hospitalsverdenen, så da jeg så stillingen som souschef i Center for Kræft og Sundhed, var jeg ikke i tvivl om, at der stod mit navn på den.

Det tiltaler mig meget, at vi er så mange faggrupper – lige fra fysioterapeuten og sygeplejersken til ergoterapeuten og diætisten. Og så er det en stilling, jeg har holdt en smule øje med. For da jeg var på onkologisk efteruddannelse i 2007, besøgte jeg centeret og så, hvordan her er mere ro til at komme hele vejen rundt om borgeren. Jeg var vant til de korte og hurtige forløb, men her kunne jeg virkelig mærke værdien i, at alle faggrupper er til stede, og på den måde nå hele vejen rundt om borgeren.

Nu er fokus på fysisk, psykisk og social rehabilitering af borgere berørt af kræft. Udover den daglige personaleledelse er mit job bl.a. at stå for vagtplanlægning, være med til at implementere faglige retningslinjer og politiske tiltag og få fejet nogle af de ting, der støjer, væk, så medarbejderne kan udføre deres arbejde. Jeg er aldrig blevet leder, fordi vagterne eller patientkontakten ikke tiltaler mig. Jeg elsker at være ude blandt patienterne.

For det er givende at være i de svære sam-taler, som det ofte er med mennesker ramt af kræft. Der kan man gøre en forskel for folk, når de har det allerværst. Og derfor har kræftområdet altid været mit område. Men min funktion her er ikke så borgernær som på Riget, hvor jeg gik ud og hjalp, når der var brug for det.

Her har jeg få samtaler med borgerne og vil i fremtiden særligt have borgerkontakt, når vi f.eks. skal finde ud af, om de er tilfredse med deres forløb på centeret. Og så prøver jeg også at se dem til en snak i vores café, hvor de mødes efter træning. Den kontakt er stadig vigtig for mig.”