Studerende i praksis: "Jeg frøs, jeg blev ret chokeret over, hvor hurtigt det hele gik ... "

Allerede få dage inde i min klinikperiode på 5. semester skete der noget, som gik over mine grænser.

Den beboer, jeg skulle være kontaktperson for, tilbød at give mig en massage. Selvom jeg takkede pænt nej til ham, var han meget insisterende, og meget hurtigt kom han over og lagde en hånd på min skulder og begyndte at trykke.

Jeg frøs, jeg blev ret chokeret over, hvor hurtigt det hele gik, og at han ikke respekterede, at jeg sagde nej. Her sad jeg og kunne med det samme mærke, at det gik langt over mine grænser.

Personligt såvel som fagligt. Men selvom jeg fik det på den måde, havde jeg svært ved at reagere i situationen, for på den ene side ville jeg ikke såre ham og få ham til at føle sig forurettet eller flov, og på den anden side vidste jeg godt med mig selv, at det, som var ved at ske, ikke var i orden.

Efter episoden gik jeg til afdelingssygeplejersken. Hun lyttede til, hvad der var sket, og vi fik talt om vigtigheden af at sætte grænser, både som fagperson i sygeplejen og i forhold til ens personlige grænser, så man kan holde ud at være på arbejde.

Det er vigtigt at kunne sige fra, både som studerende, som sygeplejerske og som menneske.

Dagen efter spurgte afdelingssygeplejersken ind til, hvordan jeg havde det med situationen, og hun forsikrede mig om, at hvis jeg var utryg ved beboeren, behøvede jeg ikke at være hans kontaktperson.

Hun fortalte mig, hvordan hun selv plejede at reagere i den type situationer, og vi talte om, hvordan jeg kunne have reageret anderledes, og at det er helt okay at trække sig fra sådan en situation.

Hvor er det bare vigtigt som studerende at have en vejleder, man kan komme til, og hvor er jeg glad for, at jeg har været hos en sygeplejerske, som tog mig alvorligt og efterfølgende reflekterede over situationen med mig.

Måske bør der være et øget fokus på grænsesætning? Et øget fokus på at få italesat, at det også er i orden ikke at reagere på den måde, man ville ønske, man havde reageret på.

For det der med gerne at ville være den gode studerende, som kan befinde sig i hvilken som helst situation og tackle den – det er ikke helt så nemt, som det måske lyder.

Jeg endte med at blive beboerens faste kontaktperson i den tid, jeg var på afdelingen. Det gik rigtig fint, og jeg ser tilbage på episoden som enormt lærerig og en, jeg ikke ville have været foruden.

Sarah Bregnhøj er sygeplejestuderende på 5. semester på UC Diakonissestiftelsen.