Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fuldt fortjent: "De små ting gør også en forskel"

Birgit Hendriksen har sat pris på at kunne balancere arbejdet med livet som mor til fire, og lysten til at arbejde sidder stadig fast i hende.

Sygeplejersken 2019 nr. 8, s. 59

Af:

Annika Jeppesen, journalist

2019-8_fuldtfortjent_oploeft

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv.

Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år.

Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

Modtagere af Dronningens fortjenstmedalje tilbydes frokost med ledsager i Kvæsthuset efter audiensen på Christiansborg. Henv. receptionen Sankt Annæ Plads 30.

Birgit Hendriksen var for ung til at uddanne sig som læge, da hun var færdig med sin studentereksamen. Så i stedet besluttede hun sig for at søge ind på sygeplejeskolen i Vejle Amt. En beslutning, hun aldrig har fortrudt.

”Jeg vil ikke bytte det for noget andet. Lige så meget jeg giver, lige så meget – og måske endda mere – får jeg igen,” siger hun med et smil på læben.

I de første år var hun på Regionshospitalet Horsens’ hjerteafdeling. Her blev patienterne sendt til Aarhus, hvis de skulle have en bypassoperation, inden de kom tilbage til hjerteafdelingen.

”Der var en mand, der var virkelig afkræftet efter operationen. Han lå og var fuldstændig hæs og kunne næsten ikke snakke. Så jeg tilbød ham at gå ud og lave en kop te til ham. Det var som om, at ved at få den kop te så fik han det meget bedre. Hver gang, han kom på sygehuset årevis efter, så skulle han altid hen og takke mig. Jeg synes jo ikke, at det var noget. Men for ham har det betydet rigtig meget. Så de små ting gør også en forskel.”

Fortsætter på fuld tid                                   

Birgit Hendriksen har bl.a. haft sin daglige gang på et sengeafsnit, et medicinsk dagafsnit og senest på medicinske ambulatorier. Trods de mange specialer i arbejdet som sygeplejerske har det bedste for hende dog været, at hun også har haft mulighed for at kunne tage sig af sine egne børn.

”Jeg har fire børn, og i de sidste år, de boede hjemme, der arbejdede min mand hver anden uge i Sverige, hvor jeg så var alene med dem. Jeg har været så heldig i mange år at få lov til at arbejde i dagafsnit og i ambulatorier, så jeg kun havde dagvagter og kunne få det til at hænge sammen med privatlivet,” fortæller hun.

Birgit HendriksenBir
Birgit Hendriksen har arbejdet indenfor det medicinske regi på Regionshospitalet Horsens i 40 år.
Foto. Michael Drost-Hansen
I de mange år som sygeplejerske har hun overværet det, som hun selv kalder for en rivende udvikling.

”Da jeg startede, var patienterne indenfor det medicinske gennemsnitligt indlagt i tre uger. I dag er den gennemsnitlige liggetid på tre en halv dag. Så det kræver en anden opmærksomhed end førhen. Du skal have en paratviden, og du skal være klædt godt på til at kunne yde den indsats, der nu skal ydes. For når patienterne kommer i ambulatoriet, så er det mange forskellige sygdomme, de har,” forklarer hun.

I dag arbejder Birgit Hendriksen fortsat i et medicinsk ambulatorium på fuld tid – og det har hun ikke tænkt sig at ændre på lige foreløbig.

”Jeg vil fortsætte med at arbejde, indtil jeg synes, nu er det nok. Jeg har fået to børnebørn, og jeg ved, at mine børn river efter, at jeg måske snart også får lidt mere tid på hjemmefronten. Men så længe jeg har lysten til at fortsætte, så gør jeg det!”