Patienten, jeg aldrig glemmer: "Jeg lærte at se mennesket bag journalen"

Jeg er sygeplejerske i psykiatrien, hvor jeg efterhånden har mødt en del skæbner, som har sat sig fast i min hukommelse. Imidlertid er det en patient fra min tid som sygeplejestuderende på Ortopædkirurgisk Afdeling, som måske har gjort størst indtryk på mig.

På Ortopædkirurgisk Afdeling var det ikke unormalt, at de samme typer af skader og lidelser ofte gik igen. Selvom patienterne naturligvis var forskellige, var mange af opgaverne ren rutine.

Derfor var det nogle gange nemt at glemme, at der bag patientjournalen faktisk gemte sig en person med tanker og følelser – ikke mindst når vi havde travlt.

En dag fik vi en ny patient ind, en ældre udenlandsk mand. Hans diagnose var ikke bemærkelsesværdig, men det var hans baggrundshistorie til gengæld. Af hensyn til genkendeligheden vil jeg ikke gå i detaljer, men kort fortalt var han for mange år siden rejst til Danmark for at hjælpe noget nær familie, som uheldigvis var kommet alvorligt i knibe.

Desværre kom han for sent, og omstændighederne omkring hele situationen fyldte stadig meget hos ham, selvom det efterhånden var lang tid siden. Under hans indlæggelsesforløb kom jeg godt ind på livet af ham, også lidt mere end nogle af de andre sygeplejersker på afdelingen. Jeg tror, det skyldtes, at jeg også var en mand, og at han derfor nemmere kunne åbne sig over for mig.

Mødet med denne patient, hans livshistorie og personlighed, var en ekstremt lærerig oplevelse for mig. Det var første gang, jeg som studerende fik indsigt i, hvad god sygepleje rent faktisk kan udrette. Jeg lærte, hvor vigtigt det er at huske på, at patienter ikke bare er patienter, men mennesker af kød og blod med hver deres unikke fortælling.

Som sygeplejersker skal vi forsøge at møde vores patienter i øjenhøjde, så vi kan finde ind til kernen af deres udfordringer. Det stiller ikke kun krav til, hvordan vi bruger vores tid, men også hvordan vi bruger hinanden. Vi sygeplejersker er jo heller ikke ens, men kommer fra forskellige baggrunde, har forskellige køn, aldre og livserfaringer – erfaringer, som kan gøre det nemmere for os at relatere til nogle patienter end andre.

Netop derfor er det vigtigt, at vi husker at sparre med hinanden. En kvindelig sygeplejerske kan måske give mig nogle værdifulde inputs omkring en kvindelig patient, som jeg ikke selv havde overvejet, og omvendt. En ældre sygeplejerske kan få nye perspektiver af en yngre kollega. En sygeplejerske med børn kan måske relatere lidt bedre til en enlig mor, end en barnløs sygeplejerske kan. Vores forskelligheder er en styrke.

Uanset vores individuelle udgangspunkt er det dog afgørende for den gode sygepleje, at vi husker at se mennesket bag journalen. Det lærte jeg af mødet med min særlige patient.