Studerende i praksis: "Korttidssygepleje er det nye, og der bliver mere og mere af det ...

Jeg blev ret chokeret og ret frustreret over, at jeg skulle tilbringe mit sidste semester, min sidste klinik, i et ambulatorium. Hvad skulle jeg dog lave der, og praktiseres der overhovedet nogen form for sygepleje? Jeg havde alle mine fordomme parat, men klinikken skulle vise sig at være helt anderledes, end jeg havde forventet.

Når patienterne ankommer til ambulatoriet, har de stor tillid til sygeplejerskerne, og vi skal på meget kort tid nå at modtage patienten, udføre instrumentelle opgaver, lytte til patienten og udarbejde en handleplan. Det skal ske på 20 minutter eller i nogle få tilfælde på 40 minutter. Det kaldes korttidssygepleje, og det vidste jeg slet ikke noget om.

Korttidssygepleje er det nye, og der bliver mere og mere af det, hvilket giver rigtig god mening for mig, nu hvor jeg snart er færdig i klinikken. Samfundet ændrer sig, der er sket et fald i antallet af sengepladser, og derfor er behandlinger i ambulatorier samt på undersøgelses- og behandlingsafsnit øget.

Jeg mødte en patient oppe på en afdeling, da jeg skulle lave min OSA (Obligatorisk studieaktivitet i den kliniske undervisning), som jeg efterfølgende har fulgt i ambulatoriet. Det var en meget frustreret patient, jeg så, som udadtil virkede vred. Men patienten havde brug for at blive hørt og anerkendt. Det viste sig at være noget helt andet, der påvirkede patienten, og det havde intet med personalet at gøre.

Patienten havde noget teknisk udstyr på sig. Jeg vidste, hvordan det virkede, og vi fik skabt en relation på kort tid. Jeg brugte også tiden på at tale om alt muligt andet end sygdom, og tilgangen til patienten var anerkendelse og aktiv lytning.

Senere fortalte patienten, hvor dejligt det var at se et kendt ansigt – det skabte tryghed.

Korttidssygepleje handler om at skabe en hurtig relation til patienten, så han føler sig tryg. Men det at skulle møde et andet menneske på meget kort tid kræver øvelse, og at man kommer den person, der træder ind ad døren, i møde. Ved at være forberedt på, hvilke udfordringer patienten har, at huske, hvad man talte om sidste gang, og være opmærksom på patientens behov får patienten en positiv oplevelse.

Hvis jeg tilkalder en supervisor, er det for at give den bedst mulige behandling, så patienten føler sig tilfreds og mærker, at der bliver taget hånd om ham. Det fortæller jeg ham.

At have fulgt patienten både i afdelingen og i ambulatoriet betyder, at jeg synes, det er en god idé at arbejde på en sengeafdeling og i ambulatoriet i en delestilling. Hvordan stillingen skal deles, er op til de enkelte afdelinger, men det giver rigtig god sammenhæng i behandlingsforløbet, hvilket jo er et af de otte nationale mål.

Maria Bøttcher er sygeplejestuderend på 6. semester, København Professionshøjskole