Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Indflydelse, lederskab og mangel på sygeplejersker

ICN. Sygeplejersker skal søge indflydelse, og flere sygeplejersker skal være ledere. Det var nogle af hovedbudskaberne på ICN-kongressen, der blev afholdt i Singapore i juni. Global mangel på sygeplejersker var et andet stort tema på den internationale sygepleje-kongres.

Sygeplejersken 2019 nr. 9, s. 40-41

Af:

Jette Bagh, fagredaktør, Sygeplejersken,

Mai Brandi Ludvigsen, journalist

spl9-19_icn_gruppebillede

Et farveorgie af nationaldragter og så meget hyldest, at det burde få enhver sygeplejerske til at rødme. Åbningen af ICN 2019, International Council of Nurses kongres i Singapore, afspejlede tydeligt mangfoldigheden blandt de 140 deltagende lande og de 85 sygeplejeorganisationer, som deltog.

Hyldesten kom blandt andet fra ICN’s irske præsident Annette Kennedy, som bød velkommen, og fra den første kvindelige præsident i Singapore, Halimah Yacob:
”Save one life and you will be a hero, save 100 lives and you will be a nurse,” sagde hun til udelt begejstring for de ca. 5.000 tilhørere.

Verden mangler sygeplejersker

Halimah Yacob fortalte om nogle af de tendenser og udfordringer, som Singapore står over for. Plejen flytter fra hospitalet til borgernes eget hjem, og manglen på sygeplejersker er stor. Derfor har man valgt at gå utraditionelle veje for at rekruttere flere sygeplejersker. Blandt andet har en dramaserie om og med sygeplejersker fået antallet af ansøgere til at stige 30 pct.

Netop mangel på sygeplejersker var et tema på flere af kongressens sessioner. I de fleste lande har man ikke nok sygeplejersker, og nogle lande er ekstra udfordret, fordi mange rejser ud for at arbejde i lande med bedre løn. Det betyder, at der i lande som Indien og Sri Lanka lige nu er flere sygeplejersker, der er rejst ud, end der er tilbage.  

I Singapore har Sundhedsministeriet udarbejdet en strategi på 25 punkter, der beskriver, hvordan Singapore vil fremtidssikre sygeplejen.

Strategi for udvikling af sygepleje

Den blev skudt i gang i 2014. Strategien hedder CARE, og den lægger vægt på fire områder, som skal styrke sygeplejen og sygeplejersker. C for career (karriere), A for autonomi, R for Recognition (anerkendelse) og E for

Education (uddannelse). Hensigten er at ruste sygeplejersker til fremtiden ved at anerkende dem og opmuntre dem til at søge ny viden. Til hvert område af CARE-strategien er udarbejdet konkrete tiltag som f.eks. lederuddannelse, efteruddannelse, ret til at udskrive medicin og, for at vise anerkendelse, uddeling af to priser til sygeplejersker, som over tid har medvirket til at udvikle sygeplejen.

”Vi må støtte sygeplejersker og skabe karrieremuligheder,” sagde Halimah Yacob.

Det var også det indirekte budskab i den danske gruppe. Her var alle klædt i hvide T-shirts med ”Nursing Now” logo til åbningsceremonien. ”Nursing Now” er en international kampagne fra ICN og WHO, som skal sætte fokus på sygeplejerskers vigtige rolle og sikre dem bedre adgang til politisk indflydelse og lederskab. Kampagnen starter i 2020, som af WHO er udnævnt til ”Year of the Nurse”.

På verdensplan er 70 pct. af de ansatte i sundhedsvæsenet kvinder, men kun 25 pct. af lederstillingerne er besat af kvinder. Det skal der gøres noget ved, lød budskabet i Singapore.

Læs mere på www.moh.gov.sg

Professor Linda Aiken: "Det er tid til at handle på den viden, vi har"

Vores udfordringer er ...