Patienten, jeg aldrig glemmer: "Hun mindede mig om, at det faktisk kan ende godt"

Lad os bare starte med at sige at jeg som erfaren sygeplejerske på en kræftafdeling ikke ligefrem har svært ved at komme i tanke om tragiske skæbner, der har gjort varigt indtryk. Alligevel er det faktisk en patient med en lykkelig slutning, som jeg oftest tænker på, når jeg reflekterer over mit arbejde.

På papiret lignede hun ikke ligefrem skoleeksemplet på en robust patient, som havde gode forudsætninger for at blive rask. Hun var en ældre dame, der ikke alene havde røget i mange år, men som i det hele taget også var godt mærket af et levet liv. Selvom hun var alvorligt syg, var hun dog samtidig også et fantastisk livstykke, som jeg hurtigt kom til at holde af.

Hendes forløb var et længerevarende ét af slagsen, hvor hun blev indlagt over adskillige uger og ad flere omgange. Behandlingen var krævende for hende at gennemgå, både mentalt og fysisk, men hendes ukuelige livsånd og gode humør bar hende igennem. Det var et langt, sejt træk, som selvfølgelig var svært at være vidne til, men som samtidig også var givende for mig.

Når folk hører, at jeg arbejder på en kræftafdeling, spørger de mig ofte, hvordan jeg dog kan klare det. Er det ikke forfærdeligt hårdt at være tæt på døden hver eneste dag? Og jo, selvfølgelig er det hårdt, men det bringer mig også glæde.

Jeg bliver mindet om, at livet skal leves fuldt ud, jeg får lov til at bruge al min faglighed, jeg kommer ind under huden på mine patienter – og måske vigtigst af alt, så får jeg lov til at støtte dem, imens de udkæmper deres livs kamp.

Nogle gange taber de, men når de vinder, er det en helt uvurderlig følelse, som er alle anstrengelserne værd.

Alligevel kan jeg selvfølgelig kortvarigt miste modet, når dagene er lange, de ulykkelige historier hober sig op, og lyspunkterne er svære at få øje på. Sygeplejersker er jo ikke robotter uden følelser, men mennesker som alle andre. Når pessimismen trækker i mig, forsøger jeg dog altid at huske mig selv på, at selv svære patientforløb faktisk kan ende godt.

Selvom det ikke umiddelbart lå i kortene, blev min særlige patient nemlig erklæret kræftfri til sidst. Hun lever i bedste velgående og er for mig en vigtig påmindelse om, at intet er givet på forhånd - heller ikke selvom diagnosen er kræft. Det er altid hendes historie, jeg hiver frem, når nye bekendtskaber spørger mig, hvordan jeg undgår at knække nakken på mit arbejde.

Det er så vigtigt, at vi som sygeplejersker bevarer optimismen, ikke kun for vores egen skyld, men i høj grad også for patienterne. Hvis vi ikke selv tror på, at det kan lykkes, hvordan kan vi så forvente, at den syge tager kampen op?

Min særlige patient er det lille lys, som jeg hiver frem, når alting er mørkt. Jeg glemmer hende aldrig.