Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

DSR: Gør op med underfinansiering af sundhedssektoren

Dansk Sygeplejeråd forstår ikke, hvorfor regeringens ”krigskasse” tilsyneladende ikke indeholder ekstra midler til at sikre arbejdsmiljø og løn til de medarbejdere, der er forudsætningen.

Sygeplejersken 2020 nr. 10, s. 12

Af:

Lotte Dahlmann, journalist

Finansloven for 2021 burde markere startskuddet til et opgør med flere års underfinansiering af sundhedssektoren. Men det ser der ikke ud til at være lagt op til.

Regeringen har lovet at dække den demografiske udvikling, og det har den leveret på de seneste to år. Men den dækker ikke stigende udgifter til medicin, nye behandlinger – eller fagligt forsvarlige normeringer.

”Konsekvensen så vi i foråret: Coronakrisen viste, at Danmark ikke har et sundhedsvæsen, der både kan fungere som daglig hjælp til syge borgere – og løse en pandemi samtidig,” siger Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd.

”Det er svært at se i finanslovsforslaget for 2021, hvordan styrkelse af styrelser og ministerier skal løse den underkapacitet, der eksisterer derude, og som i sidste ende er der, hvor der skal ageres i en sundhedskrise,” konkluderer hun.

Dansk Sygeplejeråd mener, at regeringen og Folketinget står overfor en alvorlig udfordring på den korte og den lange bane: Der er brug for at tilføre midler til at sikre arbejdsmiljøet og lønnen til de medarbejdere, der er forudsætningen for, at man fortsat kan have tillid til sundhedsvæsenet.

”Det er vores sundhedsvæsen, patientsikkerheden og borgernes adgang til velfærd, som er på spil. En runde corona mere – så får vi problemer. Fleksibiliteten var nødløsningen i foråret, men den går ikke flere gange,” spår Grete Christensen.