Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Sygeplejerske under corona" vinder fornem pris

Sygeplejersken 2020 nr. 10, s. 56-57

spl10-2020_bordingpris

Kære sygeplejersker

Fagbladet Sygeplejersken og kommunikationsteamet i Dansk Sygeplejeråd har vundet Anders Bordings Idépris for portrætserien ”Sygeplejerske under corona”.

Men i virkeligheden er det jeres pris. For det var jer, der stod frem og delte jeres historier.

Da alvoren af Covid-19 ramte Danmark i marts måned, talte vi på fagbladet Sygeplejersken og i det øvrige kommunikationsteam i Dansk Sygeplejeråd om, hvordan vi skulle håndtere, at de fleste af os skulle sendes hjem fra arbejde, mens sygeplejerskerne skulle stå i forreste linje.

Vi besluttede hurtigt, at vi ville lave en række dagbogslignende portrætter af sygeplejersker og deres arbejde under corona og bringe dem løbende på Facebook.

Vi ville skabe et rum, hvor vi i Dansk Sygeplejeråd kunne være der for jer – og I kunne være der for hinanden. Samtidig ville vi sikre den historiske dokumentation for en helt særlig periode i sygeplejerskernes historie.

For mens landet lukkede ned, og vi isolerede os fra hinanden, gik I på arbejde og lukkede igennem jeres historier op for, hvordan der så ud uden for hjemmets fire vægge.

Kære sygeplejersker, tusind tak, fordi I så beredvilligt delte og fortalte jeres historier.

Og tak, fordi I bakkede hinanden op med respektfulde, kærlige og opmuntrende kommentarer.

I fortalte historier om alt fra, hvordan I på ingen tid ombyggede skadestuer til på forsvarlig vis at kunne tage imod Covid-19-patienter, tænkte worst-case-scenario og oprettede kittelskoler for at minimere risikoen for smitte ved på- og aftagning af værnemidler. Historier om, hvordan I nogle steder manglede værnemidler, måtte genbruge mundbind og tage i Harald Nyborg og købe nytårsbriller.

Det var vigtige historier, der var med til at presse sundhedsmyndigheder og regering til at få styr på værnemiddelsituationen.

I alt blev det til ca. 60 historier om, hvordan I sygeplejersker – som altid – var der for patienterne på hospitalerne, de ældre borgere i hjemmeplejen, de nybagte forældre, patienterne i psykiatrien, de hjemløse og mange, mange flere steder.

Jeres historier var og er så vigtige for at perspektivere og nuancere forholdene for patienterne og sundhedsvæsnet og for at kunne sikre jer de bedst mulige arbejdsforhold.

Tak for jer. Og tak fordi I løbende deler jeres historier i Sygeplejersken og i andre medier.

Hilsen fagbladet Sygeplejersken og kommunikationsteamet i Dansk Sygeplejeråd

Bordings Idé-pris

Fagbladet Sygeplejersken og kommunikatikationsteamet i Dansk Sygeplejeråd vandt den fornemmeste pris for specialmedier i Danmark Anders Bording Prisen i en ny kategori, Bordings Idépris.

Den hædrer »en enestående idé, et produkt eller projekt på et specialmedie, som er eksekveret originalt og kreativt og dermed tjener som inspiration for den journalistiske udvikling for andre medier.«

De to øvrige nominerede i kategorien var Dansk Metal og Samvirke.

Sygeplejersken har tidligere vundet Bordingprisen fem gange - senest i år 2003.