Sygeplejersken
Pålagt coronatest bør tælle som arbejdstid
Coronatest af medarbejdere skal ikke ske i fritiden, når det er pålagt af arbejdsgiveren, mener Dansk Sygeplejeråd. Danske Regioner er uenige, så nu må Arbejdsretten på banen.
Sygeplejersken 2020 nr. 11, s. 8
Af:
Mai Brandi Ludvigsen, journalist
Det er ikke rimeligt, at sygeplejersker skal bruge deres fritid på at blive testet for corona, når det er pålagt af arbejdsgiveren pga. tilfælde af Covid-19 på arbejdspladsen.
Alligevel er det sådan, det foregår i flere regioner og kommuner.
”Selvfølgelig skal man testes, hvis der er mistanke om, at man kan være blevet smittet med Covid-19 på arbejdet, og det er også i orden, at arbejdsgiveren kan pålægge medarbejderne at blive testet. Men så er det også kun rimeligt, at arbejdsgiveren betaler for den tid, der er forbundet med det. Det er jo en smitterisiko, som er opstået på arbejdet,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.
At det ikke fungerer sådan, har flere sygeplejersker oplevet. Bl.a. er en hel afdeling på Universitetshospital Sjælland blevet pålagt at blive testet, og det har en del måttet bruge deres fritid på, uden at der er sket honorering efter arbejdstidsaftalen. Sagen er taget op på et møde mellem Dansk Sygeplejeråd, Fagbevægelsens Fællesorganisation (FH) og Danske Regioner – uden at det er lykkedes at nå til enighed.
Nu vil der gennem FH blive sendt et klageskrift til Arbejdsretten. Tilsvarende er der en sag på vej mod KL, som FOA kører på baggrund af medarbejdere i kommunerne, som også har skullet bruge deres fritid på at blive testet.