Studerende i praksis: "Jeg har erfaret, hvor vigtigt det er at kunne sige fra"

I et fag som vores er det utrolig vigtigt at kende sine egne grænser. Vi står dagligt med andres liv i hænderne, og hvis ikke vi har os selv med, kan det have fatale konsekvenser.

I løbet af uddannelsen har jeg erfaret, hvor vigtigt det er at kunne sige fra. Både når man bliver tilbudt ekstra timer/vagter og sandelig også, hvis man står med en opgave, man ikke føler, man har kompetencerne til – for det vil ske.

Jeg tror, vi alle har stået i en situation, hvor der akut mangler en person til at dække en vagt.

Man har måske lige givet den en skalle med ekstravagter op til sin første fridag i lang tid. Man har brug for at koble af og lade op, men samvittigheden sniger sig op på siden af en, og man kommer måske til at sige ja til en vagt, selvom man egentlig ikke har overskud til at tage den.

Det har jeg i hvert fald gjort – og ikke blot én gang. Det er en kompliceret balancegang – for hvem dækker den, hvis ikke jeg gør? Så skal sygeplejerskerne på afdelingen arbejde ekstra hårdt for at kompensere for den manglende person

Får patienterne så mad og væske? Bliver bleen skiftet og medicinen husket? Det er nogle af de overvejelser, jeg gør mig, når jeg står i dilemmaet om den ekstra vagt.

Og har jeg overhovedet nogle planlagte aktiviteter udover at flade ud til den næste sæson af ”How I met your mother”? Spøg til side, patienterne skal nok få omsorg og pleje – måske er den dårlige samvittighed i virkeligheden et tegn på, at vi mangler hænder i sundhedsvæsenet?

At vi påtager os mere ansvar, end vi kan holde til, og allerede under studietiden mærker presset.

Jeg selv tænker meget over det og især efter den kæmpe omvæltning, der er sket for alle pga. coronapandemien. Jeg har følt, at jeg måtte yde lidt ekstra og hjælpe til, for at vi alle har kunnet komme igennem på bedste vis.

Det tror jeg, mange har, og hver og en har min største respekt! Med ferie fra studiet har jeg haft rig mulighed for at byde ind på vagter og lette presset en smule for sygeplejerskerne, men jeg har dog stadig husket at sætte tid af til mig selv, så jeg har kunnet opretholde overskuddet.

Vi er jo nu engang kun mennesker alle sammen, og selvom man kommer med de bedste intentioner og gerne vil hjælpe, så kræver det, at man selv er i nogenlunde balance og husker på sine værdier hele vejen igennem.

6. semester er skudt i gang, og det sætter en masse tanker i gang ift. ovennævnte. Det er nu, jeg skal vise, at jeg kan arbejde selvstændigt og gøre brug af den teori og erfaring, jeg har fra tidligere semestre.

Jeg er sikker på, at jeg i løbet af det næste halve år kommer til at stå i en situation, hvor jeg ikke har kompetencer til at løse opgaven, og så er det en fordel, at jeg er bevidst om mine egne evner og grænser og kan sige fra. For det er altså en vigtig egenskab. 

Terese Klausen er sygeplejestuderende på 6. semester, Københavns Professionshøjskole.