Sygeplejersken
"Vi skal ikke operere os ud af det her"
Overvægtsalliancen har med bred faglig opbakning lanceret en national strategi til forebyggelse og behandling af svær overvægt.
Sygeplejersken 2020 nr. 11, s. 12
Af:
Henrik Boesen, journalist
Svær overvægt skal forebygges, og det er 17 fagprofessionelle fra vidt forskellige fagområder enige om. Gruppen kalder sig ”Overvægtsalliancen” og har sammen udgivet ”National strategi 2.0: En styrket indsats til forebyggelse og behandling af svær overvægt”.
Koordinerende sygeplejerske, MPH, Dorthe Greve Jørgensen, Gastroenheden 360 på Amager og Hvidovre Hospital, har på opfordring fra Dansk sygeplejeråd deltaget i gruppens arbejde. Til daglig arbejder hun med patienter, som har besluttet sig for at få en operation mod deres svære overvægt.
”Fedmekirurgi skal fortsat være et tilbud til de få baseret på en tværfaglig specialist vurdering. Men vi skal jo ikke operere os ud af det her,” siger hun.
Kurven skal knækkes
Overvægtsalliancens overordnede mål er, at knække kurven med antallet af både børn, unge og voksne med svær overvægt i 2025. Den stiger i øjeblikket.
Det ambitiøse mål er baseret på at implementere en bred vifte af løsninger, som præsenteres i oplægget:
- opgør med stigma omkring svær overvægt
- forebyggelse af svær overvægt
- styrket behandling til mennesker med svær overvægt
- forskning og viden.
Viden om overvægt
I februar sidste år blev der via finansloven sat 10 mio. kr. af til etablering af et videnscenter for overvægt. Det er kun et første skridt på vejen, forklarer Dorthe Greve Jørgensen:
”Målet er at etablere flere centre, som kan formidle viden om overvægt. De praktiserende læger efterspørger f.eks. viden om, hvordan de skal behandle svær overvægt. Det samme gør sygeplejersker, som møder svært overvægtige patienter.”
Overvægtsalliancen præsenterer sit oplæg for Christiansborgpolitikerne ved en konference i december.