Hørt: Prisen for måske at få corona er for stor

“Kravet om afstand har ekstremt store omkostninger for langt de fleste alvorligt syge og døende mennesker i allersidste del af deres liv. Det har det også for deres pårørende. Man kan ikke få lov til at være tæt, holde i hånd, kramme eller ligge i hospicesengen hos sin syge mor. Det betyder, at de ikke får den følelse stillet, som kommer ved hud-mod-hud tæt kontakt, hvor hormoner frigives. Den her form for isolation og hudsult medfører ensomhed. Og det sætter sig i kroppen. Man kan dø af ensomhed. For ofte holder man op med at spise. Man bliver deprimeret. Og så går ens livsfunktioner ned.“

Sådan lyder ordene fra hospicesygeplejerske Mette Gammelgaard. For nylig tog hun bladet fra munden i netmediet Zetland, og inden da skrev hun en kronik i Jyllands-Posten om samme emne: regeringens coronastrategi. På pressemøde efter pressemøde har vi hørt om de velkendte anbefalinger og restriktioner om at ses sjældnere, holde mere afstand og ses i mindre grupper.

Må agere coronapoliti

Mette Gammelgaard mener, at der er uligevægt i proportionerne mellem coronafaren og de omkostninger, restriktionerne har.

“Vi tilsidesætter relationerne for at undgå, at et menneske bliver ramt af en sygdom. Men relationer er livsvigtige. Som det er nu, må patienter på et hospice kun vælge fem pårørende, og når de har besøg, er det med afstand og i kortere tid. Jeg skal så agere coronapoliti for at søge for, at de ikke holder i hånden eller krammer. Og jeg skal afvise de venner og den familie, som ikke er blandt de fem udvalgte,” siger Mette Gammelgaard.

Brug for at sige farvel

Hun mener, at omkostningerne ved coronastrategien er blevet for store.

“Det har en enorm omkostning både for patienterne på hospice og de gamle på plejehjem, deres familie og pårørende. Men også for dem, som bliver afvist i døren. Når et menneske, man holder af, er ved at dø, har man brug for at få sagt farvel - på det fysiske, psykiske og eksistentielle plan. Ellers vakler det hele. Det gør det også for det menneske, som skal dø. Tilbage i foråret passede jeg mennesker, som nærmest kom i delir og var tæt på at blive psykotiske, fordi de ikke kunne få kontakt med dem, der betød noget,” siger hun og fortsætter:

“Sundhed er mange ting. Det er ikke kun et spørgsmål om at undgå en sygdom. Jeg vil derfor appellere til, at vi tager snakken om regeringens coronarestriktioner og råde de sygeplejersker, som læser det her, til ikke bare at tage afstand og sige, at jeg er usolidarisk med dem, der er bange for at få corona. Det er jeg ikke. Men jeg synes, at prisen for måske at få corona er for stor. Vi skal øve os i at være mere livfulde i det, vi gør. Måske skal vi ikke altid stræbe efter det længste liv."

Hun påpeger, at døden bliver mere pinefuld i fraværet af dem, man elsker:

“Mennesker på et hospice er her jo, fordi de alligevel er i den allersidste del af deres liv. Derfor er det svært at forstå, hvorfor de ikke må tilbringe den tid i favnen på deres kære. Også selvom der er risiko for, at de bliver smittet med corona. Livet er meget mere end at undgå at blive syg.”