Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Hvor er næstekærligheden?

Levevilkårene for dem, der lever i flygtningelejren Moria, er så horrible, at mange overvejer at rejse tilbage til det land, de er flygtet fra. Også selvom de risikerer at blive forfulgt og dø. Det kan vi ikke byde mennesker, mener Mie Ravnemose Terkelsen, sygeplejerske og tidligere udsendt med Læger uden Grænser.

Sygeplejersken 2020 nr. 13, s. 17

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

ikon-hoert”Jeg har igen og igen hørt, hvordan danskere håber, at flygtninge i Moria-lejren hellere vil rejse hjem. Og jeg har faktisk også hørt flygtningene sige, at de ikke magter at være i lejren mere. At de hellere vil tilbage til Syrien eller Afghanistan. Og det er velvidende, at deres hjem i de fleste tilfælde er lig med død eller forfølgelse. Nu er livet i Europas flygtningelejre blevet værre end krigen, de kom fra,” siger sygeplejerske Mie Ravnemose Terkelsen og tilføjer:

”Vi har gjort døden til et bedre alternativ end livet.”

Mie Ravnemose Terkelsen er til daglig sygeplejerske på skadestuen ved Bispebjerg Hospital. Men hun har flere gange været udsendt med Læger uden Grænser. Hun har både set børn dø af ebola i Sierra Leone og bygninger blive bombet i Gaza. Men det er de hjerteskærende historier fra Moria på Lesbos, der for alvor har brændemærket sig fast på hendes nethinde. 

Mie Ravnemose Terkelsen
Mie Ravnemose Terkelsen, sygeplejerske og tidligere udsendt med Læger uden Grænser, er frustreret over at se, at endnu en Moria-lejr har dannet rammen om børn og voksnes mareridt.
Foto: Claus Bech
35 toiletter til 13.000 mennesker

Efter sidste tur til Moria for snart 5½ måned siden blev mødet med de mange flygtninge ved med at rumstere i hendes bevidsthed. Mie Ravnemose Terkelsen blev bare endnu mere frustreret over at se, at Moria-lejren i starten af september brændte og efterlod tusindvis af børn – herunder hundredvis af uledsagede børn – og voksne uden tag over hovedet og uden mad og drikke. Og hun var endnu mere frustreret over at høre, at teltpløkkerne til en ny Moria-lejr nærmest blev fundet frem, før den sidste glød var gået ud. Tusindvis af nye små hvide telte – med 35 toiletter til 13.000 mennesker – var nu virkelighed.

Rammen om børns mareridt

En aften efter en aftenvagt på skadestuen på Bispebjerg Hospital havde den spirende følelse af frustration i maven vokset sig så stor, at hun blev nødt til at hive papir og blyant frem for at komme ud med sine tanker og oplevelser. Så da Læger uden Grænser et par dage senere ringede for at spørge, om hun havde mod på at skrive et debatindlæg, kunne hun svare: “Det har jeg allerede gjort.” Ordene fra papiret den aften blev til et debatindlæg i Politiken:

”Endnu en mark danner nu rammen om små børns mareridt. Der er ingen sikkerhed i de her overfyldte lejre, hvor tusindvis af mennesker med hver deres traume lever side om side. Det fører det værste med sig,” skriver Mie Ravnemose Terkelsen og fortsætter:

”Jeg har mødt kvinder, der sover med ble om natten, fordi de ikke tør gå ud og tisse af frygt for at blive voldtaget. Jeg har mødt børn, som stopper med at tale, ikke spiser og taber håret. Jeg har hjulpet kvinder med prævention, så de ikke blev gravide, når de blev voldtaget. Jeg har syet utallige sting i alt for unge arme, når selvskade var eneste udvej. Jeg har skyllet tåregas ud af børns øjne. Og så er der selvmordene.”

Asylsystemet i Grækenland er brudt sammen. Derfor mener hun, at eneste udvej er at evakuere lejrene og give flygtningene sikkerhed og tag over hovedet rundt i de europæiske lande.

”Vi kan ikke bare stå og kigge på. Hvor er det kristne menneskesyn? Hvor er næstekærligheden?”