Intens forberedelse på ny coronabølge

”Rita!”

Stemmen skærer højt og skingert igennem snakken og de brummende lyde fra maskinerne. Alle stopper op. Rita smider fluks, hvad hun har i hænderne og haster hen mod Tina, der er kommet til syne i døråbningen til den anden stue. 

”Der er ingen puls!” 

Rita og Tina forsvinder hurtigt ind til patienten, der ifølge monitoren har fået hjertestop.

Vi befinder os på intensivafsnittet på Nykøbing Falster Sygehus. Fem sygeplejersker er i fuld gang med at forberede sig til en eventuel anden bølge af coronapatienter. Tre dukker fordelt på stue 8 og 9 har corona med forskellige nuancer af komplikationer. Og de skal passe dem. 

Udfordringen er, at de sygeplejersker, der er her, til daglig har helt andre opgaver end dem, de vil blive sat til i det coronaberedskab på intensivafsnittet, som de er en del af. Det træder i kraft, hvis antallet af indlagte stiger til en såkaldt kategori 4 eller 5. For at forberede sig på den situation er de med til simulationstræningen i dag.

Uvante opgaver

Rita Jensen er den eneste intensivsygeplejerske. Også hun får nye udfordringer. Normalt har hun ansvar for én patient. Men i dag har hun ansvar for tre patienter og lederskab for fire sygeplejersker:

Operationssygeplejerskerne Tina Wilkki og Dorte Stilund Jensen, anæstesisygeplejerske Lars Alstrøm Christensen og Charlotte Zeiler Ell, der er sygeplejerske i opvågningsafsnittet.

De møder op på de to intensivstuer, og over mundbindene er det nogle afventende øjne, der kigger rundt. Af præsentationsrunden fremgår det, at et par af sygeplejerskerne egentlig ikke har lyst til at være her. Men de er blevet bedt om det.

Intensivsygeplejerske Suzi Plamboeck har planlagt simulationstræningen og står for undervisningen. Efter en kort introduktion til fordeling af roller og ansvar i forhold til kompetencer påpeger hun:

”Det er vigtigt at bruge den tid, tingene tager. Så hvis patienten har brug for saltvand, så hæng det op, som var det en rigtig patient, og gennemfør processen. Skift handskerne, når I skal. Det kan være svært, fordi det er dukker, men gør det. Og I skal være klar over, at det er meningen, at I bliver udfordret.” 

Så bliver scenen sat. 

Rita tager styringen

Klokken er syv om morgenen. Der er vagtskifte, og den ansvarlige intensivsygeplejerske fra nattevagten giver en overlevering på de tre coronapatienter. 

På stue 8 ligger patienten Ove på 51 år i respirator. Han har brug for at blive suget meget. På stue 9 er der to senge. I den ene ligger Liselotte på 78 år i respirator. Hun lider af flere ting udover corona, herunder diabetes. I den anden er Steen, der har kroniske rygsmerter, men ellers ikke fejler noget. Han er ankommet om natten. 

Rita begynder at spørge ind til nogle detaljer om patienterne, hvorefter hun fordeler opgaverne. Tina byder hurtigt ind: 

”Jeg havde Ove i går. Ham kan jeg godt tage.”

”Fint,” siger Rita og fortsætter, mens hun kigger på Lars.

”Liselotte er delirøs og sengeflygtig. Jeg tænker, om du ikke kan starte der. Så kan Dorte tage Steen. Han har det skidt. Jeg tænker, han skal have lagt et kateter. Måske skal han have CPAP. Og Charlotte, vil du ikke hjælpe Lars?”

Alle er klar og iklæder sig kitler, FFP3-masker og briller. Ikke alt i scenarierne er helt efter bogen ift. til værnemidler. For at spare på dem. Men ellers går alle til arbejdet helhjertet og koncentreret og er med på, at det er Suzi og en kollega, der styrer patientdukkerne.

”Hej Steen. Jeg hedder Dorte. Jeg er sygeplejerske og er hos dig i dag,” siger hun, mens Steen har svære og hæse vejrtrækninger og klager over smerter i ryggen. Rita kommer hen og ser til Dorte, der foreslår, at Steen får noget smertestillende for ryggen. 

Ved siden af kæmper Lars og Charlotte med Liselotte, der bliver ved med at forsøge at komme ud af sengen, hvilket gør det svært for dem at sikre, at tuben ikke bliver seponeret og at få målt værdier kontinuerligt. Lars taler med Rita om at give Liselotte noget, der kan få hende til at falde til ro. 

En læge kigger ind ad døren og spørger, om der er brug for noget. Rita påpeger problemerne med delirøse Liselotte, men lægen vil gerne have, at de forsøger at hjælpe nonfarmakologisk. Hvis det ikke hjælper, må de give hende 1 mg Midazolam ad gangen. 

Og Steen får smertestillende til ryggen. 

Liselotte falder lidt til ro, og de to sygeplejersker får mulighed for at måle værdier, vaske og skifte ble. 

Anæstesilægen Peter Roy Kirkegaard stikker hovedet ind for at høre, om der er brug for noget. Intensivsygeplejerske Rita Jensen (tv.) konfererer med ham, mens operationssygeplejerske Tina Wilkki (th.) passer patienten Ove.

Foto: Nils Lund

Ove lever

På stue 8 suger Tina endnu en gang Ove. Han er ikke ved bevidsthed, men hoster rigtig meget. Bagefter gennemfører hun morgenvasken. Og suger igen. 

Rita går fra patient til patient og hjælper sygeplejerskerne, spørger ind og får spørgsmål. Tilbage på stue 9 får Steen det værre og falder i saturation. Rita vurderer, at han har brug for CPAP. Sammen med Dorte, der ikke har prøvet det før, giver hun ham en CPAP-maske på. Og så sker det. 

”Rita,” råber Tina fra stue 8. Men kort efter at hun og Rita er forsvundet ind til Ove, lyder Tinas stemme igen med en blanding af forvirring og lettelse:

”Nå, nu er den der igen.”

Det viser sig at være en fejl på maskinen, der udløste et falsk hjertestop. Ove lever. 

God til at suge

Efter 50 minutter stopper Suzi seancen og begynder at spørge ind til, hvordan de fem sygeplejersker oplevede det. De taler om, at de fra starten oplevede, at Rita tog styringen. 

Rita fortæller:

”Jeg synes, at jeg løbende fik god information om patienterne. Det var uvant, at de vidste mere om patienten end jeg. Men jeg var tryg nok ved det. Der kom dog lidt panik på, da Tina pludselig råbte højt,” smiler hun. 
Tina supplerer:

”Jeg behandlede ikke dukken anderledes, selvom det var simulation. Så da der ikke var nogen puls, var min reaktion helt ægte. Normalt er jeg en ret rolig person, men patienterne skal ikke dø foran mig! Der følte jeg mig på dybt vand. Men det blev også klart for mig hvilke, kompetencer jeg kan blive stærkere på. Og at jeg er blevet god til at suge.” 

Tilbage til den basale sygepleje

For Dorte var det en rejse tilbage til den basale sygepleje, som hun til daglig er langt fra på operationsgangen. Hun synes, at simulationen var lærerig og gav anledning til at reflektere.

”For mig var worst case, at Steen skulle intuberes. Det ved jeg ikke, hvordan man gør. Men jeg var rolig ved, at jeg kunne kalde på Rita, og jeg følte samtidig, at jeg kunne snakke ham til ro.”

Hun glemte i begyndelsen alt om at skifte handsker undervejs, men tror ikke, det bliver et problem, hvis det er virkelighed. Hvilket gav anledning til at tale om, hvad de tænker om det nu efter træningen. 

”Det bliver travlt. Jeg havde travlt nu, og vi nåede ikke engang at have stuegang. Det kan godt bekymre mig,” siger Rita, og Suzi forklarer, at det ikke er så hektisk i virkeligheden.

Charlotte fortæller, at hun både synes, at det er spændende og bekymrende. Hverken hun eller Tina har lyst til at være en del af beredskabet, men føler ikke, de har kunnet sige nej.