Kunsten at se døden i øjnene

”Det springer i øjnene, at han er alene. Isoleret, der er ikke nogen omkring ham. Ingen familie, ingen plejere, han har kun sig selv med i døden,” siger Grethe Bendixen og synker ind i Ejnar Nielsens maleri fra 1897.

Billedet ’Og i hans øjne så jeg døden’ hænger på Statens Museum for Kunst og forestiller en ung mand, dødeligt syg af tuberkulose. 

”Rummet er nøgent, han har taget sit fine tøj på, så han kan lægge sig i sin kiste. Det er en dragkiste, men den symboliserer hans videre færd. I hans øjne er håbet udslukt. Men håbet kan have mange ansigter. Hvor håbet dengang kunne være en smertefri død med morfin og opium, knytter håbet sig i dag til teknologien og et velfungerende sundhedssystem. Håbet er at overleve,” siger Grethe Bendixen.

Billedet får os til at tale om, at ingen af os ved, hvordan det er at dø. Vi kan gøre os forestillinger, men hvordan vil det virkelig føles at slippe livet? Med coronapandemien er døden nu igen iblandt os alle. Ikke stammet op af mikrober som pesten i Middelalderen, men båret på spyttets vinger fra et madmarked i Kina. Til alle dele af verden, hvor den truer værgeløse kroppe i et virvar af virussmitte. 

Vi har gennem historien været der før: 1700-tallets koppeepidemi, koleraen i 1800-tallet, århundreder med tuberkulose, influenzaen ’Den spanske syge’ efter 1. verdenskrig. Mæslinger, polio og i nyere tid hiv-smitte og aids. Sygdomsepidemier, som alle har fældet store og små i uhyrligt antal. Og nu er vi der igen, selv om vi troede, at vi med al medicinsk ekspertise kunne undvige den slags. Iført mundbind stirrer vi rådvilde ind i det, vi er forfærdede over: Covid-19 kan slutte vores liv, før vi vil det. Vi fægter imod med håndsprit. 

Ensomheden har mange ansigter

Billedet af den dødsdømte mand indgår i udstillingen ’Intet som før’ - 25 værker, som følger epidemiernes spor i museets faste samling, og vi er her sammen med Grethe Bendixen for at tale om de refleksioner, kunsten fremkalder i lyset af covid-19.

Grethe Bendixen er afdelingsleder på Intensiv afdeling på Bispebjerg Hospital, og sammen med 85 sygeplejersker har hun stået midt i orkanens øje. I foråret havde hun og kollegerne 29 patienter indlagt, i gennemsnit i 10 dage, den længste indlæggelse 80 dage. I anden runde har belastningen siden 19. september med i gennemsnit tre indlagte været mindre. Men 11 er døde, mens de var indlagt på Bispebjergs Intensiv Afdeling. 

”Udstillingen hedder ’Intet som før’, og hvis man kommer som patient til intensiv, er der virkelig intet som før. Personalet er iklædt isolationstøj, og det er sværere at have en dialog med personalet, hvis man er vågen. Især på isolationsstuer. Dørene er lukkede, og der kommer kun personale ind, hvis de har alle værnemidler på,” siger Grethe Bendixen, der også har lagt mærke til en ændring i, hvor meget de pårørende kommer på besøg.

”Der er ingen pårørende, der bare dumper forbi. Sikkert fordi man som pårørende tænker: Har jeg lov til at være her? Det er, som om patienterne skal være alvorligt syge eller døende, eller man kender den indlagte virkelig godt, før man kommer på besøg. Og når de kommer på besøg, skal de selvfølgelig have det samme isolationsudstyr på som sygeplejerskerne. Så ensomheden har mange ansigter under covid-19.”

Mangler varmen hud mod hud

Ensomheden er måske især skildret i det, antropologen Ashley Montagu har kaldt skin hunger, ”hudsult”. Og den taler vi om ved skulpturen af den Knælende Afrodite med Eros’ lille hånd på ryggen. 

”Vi ved, at kropskontakt er vigtig. Når man mærker varmen hud mod hud, udskiller man et kærlighedshormon, som medfører større tillid til mennesker. Hudsult leder tankerne hen på de patienter, vi har liggende, som på ingen måde mærker den kropskontakt. De mærker hænder, der har handsker på. Plastik mod plastik, og det forhindrer den nærhed og varme, som normalt er mulig, når vi ikke har isolationstøj på. Jeg tror, det har en betydning, at man kan mærke det.”

Hvilken betydning?
”Det ved vi jo ikke, men hvis man kunne undersøge det, ville det være spændende at se, om patienterne vil have mindre tillid til det, der foregår omkring dem som følge af det her. Hvis hormonet medvirker til, at man bare gennem berøring har tillid til de mennesker, der er omkring en, vil de så i højere grad føle angst eller frygt, isolation og ensomhed, ved ikke at have den varme direkte kontakt? Måske vil det påvirke tilliden til alt det, der foregår omkring dem. Det kan lyde abstrakt, men det er det med det hele menneske, at vi ikke kun kan se naturvidenskabeligt på tingene. Vi er nødt til at se på den mentale sundhed, og hvordan vi er i stand til at håndtere og mestre kriser.”

Grethe Bendixen leder lidt efter ordene.

”Patientkontakt for os er jo også, at vi kan lægge en hånd på skulderen, at vi kan sætte os ned og være tætte, give noget varme gennem berøringen, og jeg er helt overbevist om, at det støtter folk.”

Har du nogensinde tænkt over det før?
”Nej, først nu, når jeg betragter den Knælende Afrodite. Den lille hånd på ryggen vil så meget, den siger så meget. Jeg ved ikke, hvorfor hun knæler, men vores patienter knæler jo på en måde også, og vi ønsker med vores hænder at løfte folk op igen. Hånden på ryggen er kærlighedshånden, et konkret udtryk for omsorg. Den er også udtryk for alt det, vi ikke til daglig tænker over, vi går og gør, og pludselig bliver man bevidst om det i mødet med en skulptur.”    

”Man skal genopdage alt på ny”

Værkerne giver dog også anledning til, at Grethe Bendixen nævner håbet. Som det f.eks. kommer til udtryk i Asger Jorns billede ’Livshjulet’ fra 1953. Jorn fik i maj 1951 konstateret tuberkulose og blev indlagt på sanatorium i Silkeborg. Da han var rask nok til at male, fik han et lille rum ved siden af sanatoriets ligkapel stillet til rådighed. 

”Jeg ser billedet med dets mange farver som en cyklus, der skal afspejle hele livet og alle dets nuancer. Det er en slags helbredelsesfase, her begyndte han at genopdage livet på ny. Når man har været alvorligt syg og ligget på hospitalet længe, skal man jo genopdage alt på ny,” siger Grethe Bendixen og fortæller om en covid-patient på hendes afdeling:

”En yngre kvinde, som lå hos os i 80 dage, alvorligt syg og respiratorbehandlet over lang tid. Hendes første step tilbage til livet indebærer at genopdage hver en lille ting. Hvordan føles det at røre ved sig selv? Hvor er min mund i forhold til mit ansigt? Eller det at lære langsomt at gå igen – et lille bitte skridt ad gangen.”

”Jeg ser Jorns billede som den cyklus, hvor man er døden nær og så faktisk overlever. Den oplevelse er nok forbeholdt dem, som har prøvet det. Vi andre kan se, hvor mange kræfter det koster, men jeg tror, vi har svært ved at sætte os ind i det. Mange patienter beskriver en lille træning, som har varet i fem minutter, som at løbe en maraton. Men det er overvindelsen og kampen, som skal få dem tilbage.”

Håbet. Uden håbet mestrer ingen kunsten at se livet i øjnene. 

Caption 

Peter Hansens ’Legende børn, Enghave Plads’ fra 1907 er skabt i kølvandet af tuberkulosen. ”Det viser den tids dyrkelse af kroppen, renheden. Troen på, at naturen og den friske luft har en helbredende virkning,” siger Grethe Bendixen.

Attribution 

Foto: Klaus Holsting