Sygeplejersken
Leder: "Det skal være trygt og sundt at gå på arbejde"
"Sexismedebatten er for sygeplejersker desværre ikke et nyt emne at forholde sig til, men det er kærkomment, at debatten nu ruller i den brede offentlighed, blandt mange faggrupper og rundt om frokostbordet på arbejdspladserne."
Sygeplejersken 2020 nr. 13, s. 3
Af:
Anni Pilgaard, næstformand
Sexismedebatten kører med stor styrke.
Det er for sygeplejersker desværre ikke et nyt emne at forholde sig til, men det er kærkomment, at debatten nu ruller i den brede offentlighed, blandt mange faggrupper og rundt om frokostbordet på arbejdspladserne.
En undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra sidste år viser, at 15 pct. af sygeplejerskerne i løbet af et år bliver udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen.
Undersøgelsen viser også, at hovedparten af chikanen kommer fra patienter, borgere eller deres pårørende.
Det er et ledelsesansvar at sikre de rette rammer, både til forebyggelse og til håndtering af seksuel chikane på arbejdspladserne.
Men samtidig er det en fælles opgave for os alle at støtte op om ledelsen og være med til at opbygge en kultur, hvor vi åbent taler om problemet, så vi stopper denne krænkende adfærd.
Derfor er det afgørende, at dialogen tages i hverdagen, til personalemøder, ved nyansættelser og i andre relevante situationer. Det er vigtigt at slå fast, at vi har en nultolerance i forhold til seksuel chikane. Det skal være trygt og sundt at gå på arbejde.