Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Rullende ambulatorium opsøger sårbare med diabetes

Region Sjælland tilbyder test for komplikationer som følge af diabetes til særligt udsatte borgere der, hvor de bor.

Sygeplejersken 2020 nr. 13, s. 12

Af:

Henrik Boesen, journalist

sy13-2020_akt_diabetesbussen

Når livet driller, kan det være svært at overskue meget andet. Og har man samtidig diabetes, kan de årlige diabetesundersøgelser, der ofte foregår både på sygehuset, hos egen læge og hos privatpraktiserende behandlere, ende i udeblivelser.

Det har Region Sjælland taget konsekvensen af og indsat et rullende ambulatorium, som opsøger særligt udsatte borgere på deres bopæl. Målet er bl.a. at reducere senkomplikationer samt give mulighed for at blive undersøgt for komplikationer.

I Diabetesbussen kan borgeren få foretaget alle de undersøgelser, der normalt hører til en diabeteskontrol: fotografering af øjne for at screene for øjenforandringer og eftersyn af fødder for sår eller skader samt føleforstyrrelser. Derudover bliver der taget blodprøver og lavet en urinprøve for at tjekke diabetesregulationen og tegn på nyresygdom.

Skabe længere liv

Direktør for Steno Diabetes Center Sjælland, Lise Tarnow:

”Vi prøver med bl.a. Diabetesbussen at skabe målrettede tiltag til sårbare mennesker med diabetes, som i dag ikke støttes tilstrækkeligt af den eksisterende diabetesindsats. Det handler om at skabe længere og mere værdige liv.”

Region Sjælland har både den største forekomst af diabetes samt vækst i antallet af nye tilfælde i Danmark. Samtidig har regionen en høj andel af sårbare patienter. 

Bussen er bemandet af to medarbejdere fra Diabetesambulatoriet på Nykøbing Falster Sygehus, herunder altid en diabetessygeplejerske. Bussen kører indtil videre ud to gange om ugen til bosteder i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner. Ønsket er, at Diabetesbussen også skal køre ud til plejehjem, væresteder, fængsler samt psykiatrien i den sydlige del af Region Sjælland.

Projektet er treårigt og løber frem til 2022.