Studerende i praksis: "Jeg fandt en alternativ vej til den gode relation"

”Winter is coming”. Sådan siger de i ‘Game of Thrones’. Vi går en mørk og kold tid i møde. Jeg forestiller mig, at demens kan føles mørkt og koldt sommetider. De ramte har brug for lys i mørket, og de har brug for varme hænder. Men vi med lidt koldere hænder kan sagtens bidrage, hvis vi blot holder ørerne åbne og lytter. 

Som mand på sygeplejerskestudiet husker jeg at stå over for en ikke bare stor, men massiv barriere, da jeg fik serveret ’Demenscenter’ som hovedret på mit andet semester. Måske lidt påvirket af egne stereotype forestillinger om at rigtige mænd ikke er bløde og omsorgsfulde.

Jeg frygtede den fysiske nærhed og omsorg for de ældre, som ellers er utrolig vigtig ifølge Charlotte Voetmann (1). Ikke kun for den demente, men også for personalet, da det for begge parter udløser hormonet oxytocin. 

Desværre var det eneste, jeg mærkede, en snigende anspændt- og akavethed. Gulvtæppet blev simpelthen revet væk under mig. Det føltes hverken rigtigt eller behageligt. Nu var gode råd dyre. En elcykel med lad og en vejleder, som forstod mig, blev min redning. 

Borgeren, som jeg var tilknyttet, spændte vi fast i en kørestol på ladet. Selvfølgelig med et varmt tæppe og cykelhjelm, og så kørte vi afsted.

Pludselig dukkede en ny person frem i den demente, snakkesalig, munter og med vind i håret. En tur forbi købmanden og drikke en sodavand, kørsel i skovarealet med duften af vand, sværmende dyr omkring os og velkendte bygninger.

Jeg blev fortalt den ene spændende anekdote efter den anden. Smilende og vinkende hilste vi på forbikørende cyklister og biler, oftest med et vink tilbage. Vi fik også lidt sjove blikke. Hvad mener du? En mandlig sygeplejestuderende som fræser rundt på elcykel med en ældre, dement borger.

Indrømmet, det må have set lidt sjovt ud. Men for ham og mig var det starten på en god og sund relation. Vi plantede efterfølgende en urtehave sammen. Som tidligere landmand kunne han lære mig en ting eller to. 

Moralen i historien må være, at alle veje fører til Rom. Berøring er vigtig for relationen, men vi må ikke negligere de andre sanser.

Vi er forskellige mennesker med forskellige kvaliteter, og hvem kan egentlig leve op til idealet om den perfekte sygeplejerske? Jeg kan ikke.

Men jeg fandt en alternativ vej til den gode relation. Og med den en af de patienter, som i min tid på studiet har betydet allermest for min personlige udvikling, både privat, men også i forhold til min profession.

For med den gode relation blev berøring lettere. 

1. www.demens-dk.dk/WordPress/wp-content/uploads/2016/05/Hudsult.pdf

Mark Refsgaard er 5.-semesterstuderende på VIA UC Viborg