Sygeplejersken
"Her taler børn på 8-10 år om, at de ikke vil leve mere"
På den græske ø Lesbos er den danske sygeplejerske Mie Terkelsen vidne til alvorlige konsekvenser af den flygtninge-aftale, som Danmark i 2016 sammen med det øvrige EU indgik med Tyrkiet.
Sygeplejersken 2020 nr. 2, s. 46-51
Af:
Anne Witthøfft, journalist
”Det er absurde ting, jeg ser. For nylig måtte jeg sende en 13-årig dreng, der var helt alene i verden, ud ad døren med influenza, velvidende at han skulle sove på en papkasse på en olivenmark under et træ i regnvejr.”
I 2019 ankom der ca. nye 124.000 flygtninge og migranter til EU. Det er 20.000 færre end i 2018.
Langt de fleste kom til Grækenland. Derudover var det Spanien, Italien, Malta, Cypern og Bulgarien, der var indgang til Europa.
Til sammenligning ankom der en million flygtninge til EU i 2015. I 2019 kom flygtningene primært fra Afghanistan og Syrien.
Der er mere end 5.000 uledsagede flygtningebørn i Grækenland. Mange af dem har ikke et sted at bo.
Kilde: IOM og UNHCR
Det fortæller den danske sygeplejerske Mie Terkelsen, der for anden gang er udsendt med Læger uden Grænser til flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos.
Her er hun dagligt vidne til konsekvenserne af den aftale, som Danmark sammen med det øvrige EU indgik med Tyrkiet i 2016.
Aftalen skulle bremse antallet af flygtninge og migranter, der søger til Europa via de græske øer, ved at sende dem retur til Tyrkiet.
Det er lykkedes aftalen at sætte en prop i flygtningestrømmen nordpå, men samtidig har den medført, at de flygtninge og immigranter, der stadig finder vej til de græske øer, sidder fast i overfyldte lejre, fordi den græske asylbehandling tager tid og tilbagesendelsen til Tyrkiet ikke fungerer efter hensigten.
I Sydeuropa klager man over, at det nuværende system pålægger dem en uretfærdig og uforholdsmæssig byrde og de ønsker, at et ligeligt ansvar mellem EU’s medlemslande for de flygtninge og migranter, der når Europas kyster.
Men det er der ikke opbakning til i EU, hvor regeringslederne stadig diskuterer, hvordan en fælles asyl-, flygtninge- og migrationspolitik skal se ud.
Ikke engang 3.000 af de 5.000 uledsagede flygtningebørn, der i øjeblikket opholder sig i Grækenland, er det lykkedes den græske regeringsleder at overtale de øvrige EU-lande til at tage imod.
Attribution
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Værre end håbløst
”Sidste gang jeg var på Lesbos, kaldte jeg det håbløst. Dengang boede der 8.000 mennesker i en lejr beregnet til 3.000 mennesker. Sidenhen er det blevet meget værre. Men hvordan kan noget være værre end håbløst,” siger Mie Terkelsen om den afmagt, hun oplever, når hun skal beskrive situationen i flygtningelejren Moria.
I dag er der ifølge Mie Terkelsen 18.000 mænd, kvinder og børn klemt sammen i en lejr, hvor der mangler alt fra mad, drikkevand, sanitære forhold, husly og sikkerhed, og hvor lægehjælpen til bl.a. lejrens 8.000 børn i vid udstrækning er overladt til det, som private nødhjælpsorganisationer, som Læger uden Grænser, kan tilbyde.
Sammen med fem andre sygeplejersker og to læger udgør Mie Terkelsen det sundhedsfaglige personale i Læger uden Grænsers lille pædiatriske klinik.
”I øjeblikket er vi over vores maksimum. To læger kan slet ikke dække behovet hos de børn, der bor i lejren,” siger Mie Terkelsen.
Hun fortæller, at børnene bliver syge af at bo under de ekstremt uhygiejniske forhold i den overfyldte lejr, hvor sygdomme spreder sig hurtigt. Fnat, diarre, opkast og luftbårne sygdomme går i ring, når mange mennesker er samlet på meget lidt plads.
Klinikken behandler også børn med svære kroniske sygdomme, epilepsi, mentale handicaps, diabetes og hjertesygdomme.
”Men det, der berører mig allermest, er de psykiske traumer,” siger Mie Terkelsen.
”Jeg har lige syet 30 sting i armen på en pige, der var selvskadende,” siger hun og fortæller, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt børnene er traumatiserede, men mere om, hvor traumatiserede de er.
”Jeg er vidne til, at børn ned i 8-10 års-alderen taler om, at de ikke vil leve mere,” siger Terkelsen.
”Når folk ankommer til lejren, er de allerede traumatiserede af den rejse, de har været på, og de har behov for at restituere og ro til at bearbejde traumet. Men det er ikke muligt i en overfyldt lejr med mangel på alt basalt, og hvor der er slåskampe og sikkerheden er så dårlig, at gravide kvinder sover med ble i stedet for at gå ud for at tisse om natten af frygt for at blive voldtaget. En frygt, der er helt reel,” siger hun og fortæller, at hun også har taget sig af en lille dreng, der var blevet voldtaget.
Og den 13- årige dreng, som hun måtte sende alene ud i verden, er ikke den eneste.
”Vi ser rigtig mange uledsagede flygtningebørn, drenge på 13, 14 og 15 år, som er helt alene det her forfærdelige sted.”