Sygeplejersken
Læge- og sygeplejefejl i fængsler bliver ikke registreret
Læger og sygeplejersker i landets fængsler registrerer ikke utilsigtede hændelser. “Dybt bekymrende” lyder det fra Danske Patienter, der opfordrer Justitsministeren til at gøre Kriminalforsorgen rapporteringspligtige.
Sygeplejersken 2020 nr. 2, s. 8
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
“Jeg ville gerne indberette utilsigtede hændelser. Der er jo læring i det, og det er en stor del af sikkerheden for de indsatte,” siger Betina Gade, der er fængselssygeplejerske i Nørre Snede.
Hvis noget går galt i behandlingen af en indsat på et sygeafsnit i et af landets fængsler eller arresthuse, bliver det ikke registreret af fængslets læger eller sygeplejersker som en utilsigtet hændelse.
“Dybt bekymrende. Vi risikerer, at der er fejl, der ikke bliver opdaget,” lyder det fra Morten Freil, direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter, der repræsenterer over 80 patientforeninger i Danmark. Han opfordrer Justitsministeren til at sikre, at også Kriminalforsorgen er forpligtet til at rapportere fejl på linje med det øvrige sundhedsvæsen.
Ekspert: Mildest talt ærgerligt
Direktør Morten Freil bakkes op af Annemarie Hellebek , som er speciallæge i klinisk farmakologi, ekspert for den Europæiske Lægemiddelstyrelse inden for patientsikkerhed og nuværende direktør for Bornholms Hospital.
“Det er mildest talt ærgerligt, at Kriminalforsorgen er undtaget. Vi misser jo et læringspotentiale for en patientgruppe, der i forvejen er sårbar,” siger Annemarie Hellebek, der forklarer, at hun tidligere har forsøgt at gøre opmærksom på problematikken.
“Men der blev ikke gjort noget ved det. Hvilket er bekymrende. For vi ved, at der bliver begået fejl overalt i sundhedsvæsenet, og vi må formode, at det også forekommer i Kriminalforsorgen,” påpeger Annemarie Hellebek.
Justitsministeren forventer styrket sundhedsbetjening
Da Sygeplejersken henvendte sig til Justitsminister Nick Hækkerup (S) for at høre, hvornår og hvordan han vil sikre, at også Kriminalforsorgens institutioner skal indberette utilsigtede hændelser, svarer han ikke på vores spørgsmål.
I en mail pointerer han dog, at han forventer, at “Kriminalforsorgen yder en ordentlig sundhedsbetjening, evaluerer på indsatsen og lærer af sine fejl, også selvom de ikke registrerer utilsigtede hændelser.”
Han skriver samtidig, at “det er min forventning, at den samlede sundsbetjening i kriminalforsorgen derfor bliver styrket.”
I Dansk Sygeplejerråd ærgrer det næstformand Dorthe Boe Danbjørg, at Kriminalforsorgen er undtaget fra reglen.
“Fejl kan ske. Det er menneskeligt. Og det er vigtigt, at der tages hånd om, hvordan vi kan lære af fejl og dermed forebygge flere fejl. Hertil er systematisk indberetning et vigtigt redskab. Det skylder vi de indsatte,” pointerer Dorthe Boe Danbjørg.