Hørt: Meget bedre end sit rygte

”Jeg håber, at vi kan starte en landsdækkende debat op, så det ikke kun er de dystre historier om nogen, der er blevet dræbt, man hører. Langt de fleste patienter er jo ikke farlige.”

Det fortæller Malene Busk, der arbejder på sengeafsnit S1 for mennesker over 30 år med psykosesygdomme, om baggrunden for, at hun skrev et debatindlæg til Nordjyske Stiftende sammen med sin kollega Julie Winther.

Malene Busk oplever, at historierne om en presset hverdag og tvang i psykiatrien fylder mere i mediebilledet, end de gør i hverdagen på S1.

”Det er ikke fordi, alt er rosenrødt i sundhedsvæsenet, og man skal også sætte fokus på de ting, der ikke fungerer. Men både sygeplejen og psykiatrien er bedre end det billede, man ofte ser i medierne,” siger Malene Busk.

Fra somatik til psykiatri

Efter 20 år som somatisk sygeplejerske i mange funktioner sagde Malene Busk sidste år sit job som afsnitsledende sygeplejerske på en medicinsk afdeling op for at udleve sin oprindelige drøm om at arbejde i psykiatrien. Og det har hun ikke fortrudt.

”Jeg synes, man får rigtig meget ud af at hjælpe de her mennesker på vej videre i livet. Det er fascinerende at se, hvor meget man kan opnå ved at bruge sig selv, og opleve hvor meget patienter kan rykke sig f.eks. gennem samtaler og miljøterapi. Jeg ser patienter komme ind og ikke kunne sige et ord, fordi de har det så dårligt. Man taler til dem og tænker: Er der nogen derinde? Og så efter et par måneder, når de har fået det bedre, kommer de og siger, 'det du sagde dengang, var jeg rigtig glad for, og det var rigtig hjælpsomt'.”

”Jeg tror i virkeligheden, at jeg bruger min sygeplejefaglighed mere som psykiatrisk sygeplejerske. Alle de små observationer og symptomer som jeg skal være opmærksom på og få beskrevet,” siger hun.

”Og så er der hele den grundlæggende sygepleje som at børste tænder og komme i bad, som ikke alle syge får gjort, hvis man ikke får motiveret dem. Det er også en del af sygeplejen i psykiatrien.”

Malene Busk fortæller, at selv om de kan have travlt nogle dage, er de gode til at hjælpe hinanden og prioritere.

”Jeg havde f.eks. en patient, der fik et voldsomt angstanfald i en aftenvagt. Jeg aftalte med kollegerne, at de skulle tage sig af mine andre patienter, og så sad jeg hos ham i to timer, indtil jeg kunne gå ud. Han taler stadig om, hvordan det hjalp ham fuldstændig til ro. Det synes jeg da er fedt,” siger hun og fortæller, at debatindlægget kun har
givet positive reaktioner fra venner, bekendte, kolleger og ansatte i psykiatrien.

”En af mine kolleger har sagt, at hun også gerne vil være med til at skrive debatindlæg fremover.”