Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Er robusthed blevet et fy-ord?

"Jeg tror, vi begår en fejl ved at skjule behovet for personlig og menneskelig robusthed, hvis man ønsker at arbejde som sygeplejerske."

Sygeplejersken 2020 nr. 3, s. 19

Af:

Trine Møller Nielsen, sygeplejerske

For nogle uger siden sad jeg og mine medstuderende til dimission på vores sygeplejerskeuddannelse.

Formanden for DSR Midtjylland overrakte os vores nåle og bød os velkommen i faget. I sin tale fik hun sagt, at det ikke bør være et krav at være robust som sygeplejerske, men derimod at arbejdspladserne skal være robuste.

I løbet af vores uddannelse er det nærmest blev forbudt at beskrive en sygeplejerskes egenskaber med også at omfatte robusthed, og jeg tror da også, at vores formand havde i tankerne, at arbejdspladserne skal optimeres på en måde, så det at være sundhedsprofessionel kræver lidt mindre hår på brystet, end det er tilfældet i dag.

Men jeg tror, vi begår en fejl ved at skjule behovet for personlig og menneskelig robusthed, hvis man ønsker at arbejde som sygeplejerske.

Der har været megen fokus på stress hos nyuddannede sygeplejersker det sidste år, og mens politikerne rykker sig i håret for at finde en løsning på den uheldige udvikling, kan uddannelsesinstitutionerne prøve at kigge indad og undersøge, hvad der kan gøres for at gøre de studerende mere, ja, robuste.

Sygeplejerskefaget bygger på en 3½ års professionsbachelor, men indeholder så utroligt meget mere, end man kan nå at lære på de 3½ år. Og at tro at man kan komme direkte fra gymnasiet, bruge 3½ år på at fordybe sig i forskningsmetodik og sygeplejeteoretikere, for derefter at skulle forholde sig til – og handle på – situationer, hvor man i visse tilfælde er øverste sygeplejefaglige myndighed overfor borgere og patienter i krise… Ja, det kan vel i sig selv være angstprovokerende og stressudviklende.

Kan vi forebygge, at de nyuddannede sygeplejersker får stress ved at tilpasse uddannelsen, hvad angår optagelse og indhold, så den giver mere praktisk ballast og menneskelig robusthed?

Trine Møller Nielsen er sygeplejerske i primær sektor