Læserbrev: Hvad skal vi bruge sygeplejeteori til?

Gennem tiden er der ofte sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt sygeplejeteori er nødvendig for at kunne yde god sygepleje.

Spørgsmålet er, hvordan vi kan definere sygeplejerskens genstandsfelt, hvis vi ikke har sygeplejevidenskabelige teorier og empirisk forskning til at underbygge vores handlinger i klinisk praksis?

Min antagelse er, at vi i stedet for at diskutere, om der er behov for teori, må blive klogere på, hvordan sygeplejeteorien skal benyttes.

På sygeplejerskeuddannelsen undervises i Martinsens filosofiske antagelser og Eriksons perspektiv på det lidende menneske, men hvad skal vi egentlig bruge det til, når vi står i klinikken med den akutte patient?

Disse teorier og mange af de øvrige teoretikere, der undervises i, bevæger sig i det metateoretiske paradigme. De er gode til at definere vores normer og værdier som sygeplejersker, men er ikke tænkt som direkte at kunne overføres til praksis.

I klinikken må vi må derfor rette blikket mod de mere praksisnære teorier, der bygger på empirisk forskning, relateret til en bestemt patientgruppe eller behandling.

Det må overvejes, om der er tilstrækkelig fokus på de praksisnære teorier på sygeplejerskeuddannelsen?

Dette for at gøre det muligt for den studerende at anvende den konkrete teori i praksis og dermed klæde den studerende bedre på til klinikken.

Det er dog vigtigt, at vi værner om vores teorigrundlag på alle dets abstraktionsniveauer og underviser de studerende i, hvornår der er tale om praksisnær teori, og hvornår der er tale om en filosofi.

Så måske er spørgsmålet ikke, om der er behov for teori, men nærmere om vi som sygeplejersker er bevidste om, hvordan teorien skal anvendes i klinikken, samt hvordan den skal definere vores eget genstandsfelt, som gør os til en selvstændig autoriseret profession, vi kan være stolte af!