Lykkelig i rød zone

Det gik rigtigt stærkt, da ebolaen ramte en række vestafrikanske lande i løbet af 2014. Infrastrukturen i regionen er blevet styrket de seneste årtier, og befolkningen rejser derfor langt mere på tværs af landegrænser end tidligere. Det afspejlede sig også i smittehastigheden. På fire måneder, fra maj til september, steg dødstallet fra cirka 300 til mere end 7000. Langt hovedparten i Guinea, Sierra Leone og Liberia.

Det tog to år at slå udbruddet helt ned. Men mange af dem, der overlevede, kæmper stadig med følgevirkningerne.

En halv time af gangen

I efteråret 2014 blev det vedtaget at sende en delegation danske sundhedspersoner afsted til Sierra Leone. To af dem var hygiejnesygeplejerske Hanne Hvingelby og behandlersygeplejerske Merete Due Schmidt, der var afsted på det første hold. De kom til et nyoprettet ebola-center i Port Loko, en by på størrelse med Silkeborg.

“Vi havde plads til 100 patienter, men mandskabskapaciteten kunne slet ikke rumme så mange. Da vi var på det højeste, havde vi 38 patienter,” siger Hanne Hvingelby.

“Man arbejder i fuldt beskyttelsesudstyr i 35-38 graders varme og en luftfugtighed tæt på 100. Man kunne kun arbejde en halv time af gangen, så kom man ud af behandlingsområdet. Det var helt enkelt et spørgsmål om sikkerhed,” forklarer Merete Due Schmidt.

I løbet af en arbejdsdag kom behandlerne typisk ind i den såkaldte røde zone - hvor de smittede patienter var isoleret - to til tre gange. Hver gang i fuld beskyttelsesdragt.

Derefter skulle de drikke store mængder for at forhindre dehydrering. Resten af arbejdsdagen gik med overlevering, journalføring og uddannelse af de lokale hjælpere.

“Vi havde aldrig klaret os uden de lokale. Selvom det blev kaldt en international indsats, så var der måske otte danskere for 100 lokale, som blandt andet var lokale læger og sygeplejersker, men også skolelærere, for skolerne blev lukket for at forhindre spredning af ebolaen,” fortæller Hanne Hvingelby.

Vild oplevelse

Merete Due Schmidt og Hanne Hvingelby er begge i halvtredserne og erfarne sygeplejersker. Dét var helt centralt for at klare sig igennem de to måneder, siger de samstemmende.

“Jeg har selv arbejdet i Forsvaret i fire år, så jeg vidste, at jeg havde den mentale styrke til sådan en tur. Men det er det ikke alle, der har,” siger Merete Due Schmidt.

Hun får opbakning fra kollegaen:

“Man kan ikke ændre noget grundlæggende på så kort tid, men man kan gøre en konkret indsats, der hjælper nogle konkrete mennesker,” siger Hanne Hvingelby.

Selvom det var voldsomt at arbejde intenst i et af krisens epicentre i to måneder, så var det også meningsfyldt for de to danske sygeplejersker.

“En dag stod jeg i sprayområdet for at blive desinficeret. Jeg stod med armene oppe og vendte ansigtet væk, så jeg ikke fik klor i ansigtet. Jeg kunne høre nogle af hjælperne spille på tromme udenfor teltet for at fejre, at der havde været tre udskrivninger den dag. Det var mange. Lige dér fik jeg kuldegysninger og en følelse af lykke inden i. Jeg tænkte, at det var fuldstændigt åndsvagt: At stå i rød zone med ebola på tøjet og føle sig lykkelig? Det er en vanvittig følelse. Men man levede højt på udskrivelserne, fordi man vidste, at man havde bidraget til, at nogen blev raske,” husker Merete Due Schmidt.

Hun tilføjer:

“Det var en fantastisk følelse, selvom jeg også syntes, at det var grotesk.”

Mange eftervirkninger

I efteråret 2019 tog Hanne Hvingelby og Merete Due Schmidt igen til Sierra Leone. Fem år efter deres første tur derned ville de gerne se det land, som de hidtil kun havde oplevet fra en lukket lejr.

På turen arbejdede de på en lokal sundhedsklinik, ligesom de fik lejlighed til at møde og interviewe fem ebola-overlevere. Det efterlod dem med blandede følelser.

“Vi havde hørt, at mange af dem, der overlevede, blev udstødt fra deres landsbyer, men det var ikke tilfældet for dem vi talte med. Tværtimod blev de fejret, da de vendte hjem,” fortæller Hanne Hvingelby.

Til gengæld havde flere af dem eftervirkninger af virussen.

“De led af muskel- og ledsmerter samt voldsom træthed. Det er et kæmpeproblem for dem, for mange er afhængige af at kunne arbejde i marken, så de kan forsørge deres familie. Mange havde desuden mistet dele af eller hele deres familie, så de lever også med en stor sorg,” siger Merete Due Schmidt.

WHO anslår, at cirka 10.000 ebola-smittede i Sierra Leone overlevede virussen.