Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Uønsket seksuel opmærksomhed: Støtte til sygeplejersker halter

Hver 6. sygeplejerske har inden for det seneste år været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på sin arbejdsplads. Og langt fra alle får den støtte, de efterfølgende har behov for, viser ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd.

Sygeplejersken 2020 nr. 3, s. 7

Af:

Christina Sommer, journalist

En upassende vittighed, verbale tilnærmelser eller et klap i bagen. Resultaterne i en ny analyse om uønsket seksuel opmærksom er alarmerende, siger 1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd Anni Pilgaard.

Ifølge analysen har hver 6. sygeplejerske inden for det seneste år været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed, mens de var på arbejde – primært i form af verbal chikane fra patienter, borgere eller klienter. Det svarer til resultaterne i en lignende analyse fra Dansk Sygeplejeråd fra 2015.

”Det er forstemmende, at der ikke er sket en bedring. Ledelsen skal selvfølgelig se på det her på den enkelte arbejdsplads, men problemet findes i hele samfundet.

Samfundskulturen skal bearbejdes, lige fra børnehaven og op gennem folkeskolen gennem dannelse og uddannelse, så kulturen er præget af gensidig respekt, tillid, anstændig opførsel og ansvarlighed,” siger Anni Pilgaard.

Travlhed presser indsats

Ifølge analysen oplever kun 6 ud af 10 sygeplejersker, at de har fået den støtte fra kolleger og leder, de havde behov for. Antallet er faldet siden 2015, hvor 8 ud af 10 svarede ja til dette. Og kun 17 pct. af sygeplejerskerne angiver, at deres arbejdsplads har en politik eller retningslinje mhp. at forebygge og håndtere uønsket seksuel opmærksomhed, hvilket er obligatorisk ifølge den såkaldte ”Aftale om trivsel og sundhed”.

Anni Pilgaard mener, det er helt uhørt, at der er sket et fald i hjælp og støtte.

”Men emnet kan være druknet lidt i forhold til andre emner som vold og trusler om vold, især i en presset hverdag. Jeg er sikker på, at ledelserne ser på resultaterne med stor alvor, og de skal sammen med kolleger, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter italesætte emnet og løfte området både forebyggende, og når skaden er sket,” siger hun.

Ifølge den nye analyse oplever sygeplejersker dog i dag mindre fysisk chikane i form af kontakt og kropsberøring (16 pct.) i forhold til i 2015, hvor dette skete for 36 pct. af sygeplejerskerne.

”Det kan skyldes det store fokus, der har været på seksuelle krænkelser i samfundet og medier i kølvandet på Metoo-bølgen. Men uønsket seksuel opmærksomhed er på ingen måde acceptabelt,” pointerer Anni Piilgaard.

Læs notatet om seksuel chikane