Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Vi har ikke lært af sagen"

Sygeplejerske Pernille Larsen anmeldte kollegaen Christina Aistrup Hansen, der endte med at blive idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg. Pernille Larsen er skuffet over, at sundhedsvæsenets store aktører efter dommen i store træk har undladt at debattere sagen og mulige konsekvenser offentligt. Selv har hun flere bud på, hvad man burde gøre.

Sygeplejersken 2020 nr. 3, s. 42-45

Af:

Jakob Lundsteen, journalist

PernilleLarsenSP67676F

”Jeg husker, at jeg den morgen sidder og forsøger at overtale Niels til, at vi skal vente med at ringe til politiet, for jeg kan ikke overskue konsekvenserne af det. Jeg er godt klar over, at det her vil sætte en hel masse ting i gang.”

Pernille Larsen, sygeplejerske på akutafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus, tænker tilbage. På sine overvejelser og tanker den 1. marts 2015. Det var dagen efter en dramatisk nattevagt med Christina Aistrup Hansen med flere uforklarlige dødsfald på afdelingen.

Pernille Larsen mistænker sin kollega for at give patienterne dødelige doser morfin med vilje. I samråd med sin kæreste, Niels Lunden, der er læge på akutafdelingen, beslutter de at ringe til politiet.

Resten er historie, vil nogen måske mene. I 2017 blev Christina Hansen, der nægtede sig skyldig, idømt 12 års fængsel i Landsretten for drabsforsøg på fire patienter.

Nu fem år efter, sidder Pernille Larsen i sit store køkken med lyse klinker i parrets hjem udenfor Maribo på Lolland og fortæller om stemningen efter anholdelsen.

I perioden frem til dommen følte hun sig meget alene på sin arbejdsplads, mødt af en famlende ledelse og mistro fra nogle af sine kolleger og andre i periferien.

”Nogle af mine kolleger holdt meget af Christina. De havde rigtig svært ved at få øje på, at det her kunne være sket, og de tog en naturlig afstand til mig. I og med at jeg ikke havde mulighed for at folde historien ud, så måtte det jo være sådan.”

Pernille Larsen minder om, at hun under efterforskningen havde tavshedspligt, og retssagen blev afholdt for lukkede døre.

”Det var svært for mig at gå rundt i en afdeling og have en masse informationer, og en masse kolleger, der var enormt nysgerrige efter, hvad der var sket. Det gjorde jo, at der var rum for en masse uro og spekulationer.”

Trods tilbud om psykologhjælp til alle i afdelingen i den periode, beskriver Pernille Larsen ledelsen som rådvild. Men deres ageren har hun med tiden oparbejdet en vis forståelse for:

”Jeg er jo stadig på samme arbejdsplads, jeg har de samme ledere, og jeg holder faktisk ret meget af dem. Jeg har ondt af dem, for de havde ingen redskaber eller noget at gøre og gribe i, i den her sag. Jeg er ikke i tvivl om, at de gjorde deres bedste for at støtte op om mig og deres afdeling. De var også fanget i det skisma mellem at skulle passe på mig og også passe på Christina, for hun var uskyldig, indtil det modsatte var bevist.”

Der burde stå: ”Ring til politiet”

Den 32-årige akutsygelejerske og flowkoordinator understreger, at hendes ærinde med dette interview, er at fremme en debat, så man kan lære af sagen.

"Health care Killers"

Der findes en del tilfælde af såkaldte ”health care killers” i udlandet, herunder sygeplejersker, som er dømt for drab eller drabsforsøg på flere patienter. Seneste eksempler er:

  • 2017. Elizabeth Wettlaufer, Canada. Livstid for drab og drabsforsøg på 14 patienter.
  • 2015. Niels Högel, Tyskland. Livstid for drab på 85 patienter.
  • 2008. Colin Norris, Skotland: 30 års fængsel for fire drab og et drabsforsøg på ældre patienter.

”Jeg synes, det er enormt problematisk, at de helt store spillere indenfor patientsikkerhed og repræsentanterne for sygeplejerskerne og for hospitalerne i min optik har været ret hurtige til at træde et skridt tilbage fra at ville lære noget af denne sag. Mit billede af det er, at de behandler Christina som et enestående tilfælde, fordi hun er uden kendte fortilfælde i Danmark.  Men i landene omkring os er der flere tilfælde.” (Se boks).

Efter krav fra Styrelsen For Patientsikkerhed blev der allerede under sagen lavet en skriftlig retningslinje for bekymringshenvendelser. Den er nu gældende i hele sundhedsvæsenet som direkte konsekvens af sagen, så noget er der sket?
”Den siger – i bund og grund – at mistænker du din kollega for at slå nogen ihjel, så skal du ikke gå til politiet, men til din nærmeste leder. Som så skal indkalde til et møde, hvor man skal afdække sagen.”

Hvad skulle man i stedet gøre?
”Jeg synes, det ville være oplagt, at der stod, at man skulle ringe til politiet, hvis man havde en mistanke, fremfor til en afdelingsleder. Vi kan godt lege med tanken om, at vi var gået til vores ledere, der så havde brugt instruksen, og kaldt Christina til et møde. Og så kunne beviserne for den nat være forsvundet, patienterne kremeret og skraldespandene tømt. En af hovedgrundene til, at det her blev opdaget, er fordi alle beviserne blev sikret, og politiet kom på banen fra første færd.”

Samkør dødsfald og vagtplaner

Pernille Larsen efterlyser en større refleksion i forsøget på at forstå og dermed forebygge:

”Det kunne man netop gøre ved at finde ud, hvordan Christina kunne fungere i så lang tid, hun gjorde. F.eks. ved at kigge på de her ”røde flag”, personlige træk der kendetegner de her personer. Er der noget her, som vi skal have en særlig opmærksomhed på? Jeg har bare en dybtfølt angst for, at der skulle stå en anden kollega i min situation. Og at den person skal have nogle ledere, der var lige så meget ude at skide som jeg var. Og lige pludselig er der et helt sygehus, der bliver miskrediteret ud fra én persons handlinger.”

"Røde flag"

Den amerikanske professor i retsmedicinsk psykologi, Katherine Ramsland, har forsket i blandt andet sygeplejersker, som er dømt for seriedrab eller drabsforsøg på patienter.

Hun har udarbejdet en liste på 22 punkter over karakteristika i adfærden associeret med de dømte. Punkter betegnet som ”røde flag”, der blandt andet inkluderer at forudsige, hvornår en patient vil dø, hang til at dramatisere, fortrække nattevagter og en stor trang til at få opmærksomhed.

Hver for sig er disse træk ikke alarmerende, men hvis tilstrækkelig mange optræder hos den samme person er det ifølge Katherine Ramsland et ”rødt flag”.

Med ”røde flag” henviser Pernille Larsen til de psykologiske karakteristika, der kendetegner sygeplejersker, der har slået patienter ihjel eller forsøgt på det. (Se boks).

Hvad mener du, man burde gøre?
”Det er ikke sådan, at jeg ønsker, at nu skal vi gå og mistænke hinanden. Tværtimod. Men vi skal skabe et system, der gør det mere besværligt for folk med onde hensigter.

Altså kunne man samkøre dødstal med vagtplaner? Og hvis der så er en, der sprænger listen fuldstændig, så ved chefen: ’jamen hov’.”

Af konkrete forslag, udover samkøring af dødstal og vagtplaner, nævner Pernille Larsen videoovervågning af medicinrum og en åben debat om det forhold, at ingen eller få reagerede på Christina Hansens mistænkelige adfærd gennem flere år:

”Jeg tror, at bare det at tale om, at hun var der og fungerede, vil gøre, at man har en øget bevidsthed.” 

Pernille Larsen
Pernille Larsen ønsker at sparke en større debat i gang om bl.a. overvågning af medicinrum
Foto: Claus Bech
Ingen kontrol i medicinrummet

Aktuelt har Akutafdelingen på Nordsjællands Sygehus i Hillerød, indført video-overvågning af den skuffe i medicinrummet, der rummer potente midler som morfin og stesolid. Delvis inspireret af sagen fra Nykøbing Falster.

”Jeg synes, at det Hillerød Akutafdeling har gjort er sindssygt prisværdigt og modigt. Man kan diskutere overvågning, og det er mange jo enormt bange for, men de har da i det mindste gjort noget. Vi er jo allerede der, at når du lukker dig ind i medicinrummet, så bliver du registreret,” siger Pernille Larsen, og forestiller sig, hvordan videoovervågning af medicinrummet kunne have hjulpet hende i 2015:

”I tiden efter Christina blev anholdt, går der en masse rygter i min afdeling. At det er et trekantsdrama, at det i virkeligheden er mig, der har gjort det, og de rygter skulle jeg bevæge mig rundt i. Havde der været et kamera den nat, der havde set, at det ikke var mig, der havde fingrene i den skuffe, ville det have været helt vildt rart for mig.”

Er der i dag nogen registreringer af, hvad du og dine kolleger tager i medicinrummet?
Nej. Og vi har adgang til al medicin.

Registrerer I ikke, hvad I bruger?
Kun i patientjournalen, og kun hvad vi giver patienten. Hvis vi skal give 2,5 milligram morfin, bryder vi en ampul med 10 milligram, og der er ingen kontrol af, om vi trækker resten op i en sprøjte eller hælder det i håndvasken. Der er ingen steder vi noterer, hvor mange ampuller vi tager.

Men hvis personalet skal bruge tid på at notere og registrere alt, kan det så ikke gå ud over det nødvendige tempo på en akutafdeling i forhold til at redde patienterne?
”Jo, vi er nødt at kunne handle hurtigt og være fleksible. Systemet knækker, hvis vi skal notere alt, og det er det sidste jeg ønsker. Derfor tror jeg, at videoovervågning kan være en rigtig god løsning, hvis det er noget man som leder sørger for er et ønske fra medarbejderne, og ikke noget man trækker ned over hovedet på folk.”

Hvor er balancen mellem unødig mistænkeliggørelse, og omfanget af registrering, der ikke går ud over patientsikkerheden?
”Det er ikke nogen nem opgave at balancere det her. Altså hvornår tipper vægtskålen, så vi nærer mistillid til hinanden, og hvornår tipper den, så læger og sygeplejersker føler, at der bliver spændt et sikkerhedsnet ud under dem, som jeg mener videoovervågning kunne være et eksempel på.”

Et kram ingen gider have

Stillet over for det synspunkt, at sagen mod Christina Hansen er enestående i nyere tid i Danmark, og at det derfor er ude af proportioner at starte en stor debat, der risikerer at skabe en generel mistillid til sygeplejersker, siger Pernille Larsen:

”Det er en bagvendt tankegang. Jeg har en tro på, at det er bedre at skabe dialog og bringe ting ud i lyset. Hvis vi som gruppe af sygeplejersker anerkender, at det skete lige foran næsen på os, men at det ikke skal ske igen. Det er da noget, der vil skabe tillid og noget, der vil styrke os.”

Hvad betyder sagen for dig i dag, hvor meget rumler den i dig?
”I hverdagen er det ikke noget, der fylder. Jeg går på arbejde samme sted. Jeg er glad, og det er ikke noget, der rider mig som en mare. Men der skal ikke så meget til, før jeg finder tilbage i de følelser. Det er ærgrelse over den manglende debat og smerte ved tanken om, at en kollega kunne komme til at stå i samme situation som jeg. Og de ligger lige under overfladen.”

Efter dommen over Christina Hansen, forventede Pernille Larsen en eller anden form for offentlig opbakning og anerkendelse fra ledelsen på Nykøbing Falster Sygehus af hendes rolle. Den kom ikke.

”Ikke mig bekendt. Men jeg har det sådan nu: Der er jo ikke nogen, der gider have et kram, man selv skal bede om.”

Svar fra Dansk Sygeplejeråd

Næstformand Anni Pilgaard, hvad har DSR draget af konsekvenser af kriminalsagen fra Nykøbing Falster?
”Vi har understøttet, at de tillidsvalgte og lederne sammen med sygeplejersker, har drøftet sagen. Så man på hver enkelt arbejdsplads har kunne danne en åben kultur for dialog, også om svære emner som denne, hvilket jeg synes er langt mere befordrende, end tage en debat om det i pressen”

Pernille Larsen foreslår bl.a., at man måske burde have mere opmærksomhed omkring ”røde flag”, der handler om bestemte karaktertræk og adfærd?
”Der en stor mangfoldighed blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd, og det går vi ind for. Vi ønsker ikke, at de enkelte sygeplejersker skal opføre sig som psykoterapeuter overfor deres kolleger og vurdere deres egnethed ud fra personlighedstræk.”

Hvad mener du om samkøring af vagtplaner og dødstal?
Det er da virkelig en mistænkeliggørelse, hvis man gjorde det. Forestil dig en afdeling med mange kritisk syge. Man kan så frygte, at sygeplejersker prøver at undgå bestemte patienter, for at de ikke skal dø på deres vagt, og dermed bringe sig selv under mistanke.

Hvad tænker du om Pernilles position i denne sag?
Det må have været en meget vanskelig position og jeg forstår til fulde, de dilemmaer og udfordringer Pernille har oplevet, både på det faglige – men ikke mindst på det følelsesmæssige plan.