Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Italiensk sygeplejerske mødt med enorm sympati

Sygeplejersken 2020 nr. 4, s. 8

Af:

Henrik Boesen, journalist

”Jeg er bange for at gå på arbejde. Jeg er bange, fordi masken måske ikke passer godt på mit ansigt, eller jeg kunne ved et uheld have rørt det med beskidte handsker, eller måske linserne ikke fuldt ud dækker mine øjne.

Alessia Bonari
Alessia Bonari, fysisk mærket af at bære beskyttelsesmaske gennem flere uger
Privatfoto
Den italienske sygeplejerske Alessia Bonari, som arbejder på et hospital i Milano, delte i begyndelsen af marts på Instagram sine inderste følelser om sin arbejdssituation. Fysisk og psykisk er hun kørt helt i sænk, men er fortsat parat til at kæmpe for sagen. Især i Norditalien er hospitalssystemet ekstremt hårdt belastet.

Flere end 900.000 har liket Alessia Bonaris opslag, og flere end 33.000 har kommenteret.

Hun beretter bl.a., at ”… jeg er fysisk træt, fordi de beskyttende anordninger gør ondt, den beskyttende dragt får dig til at svede, og når jeg er sådan klædt, kan jeg hverken gå på toilettet eller drikke i seks timer.”

Alessia Bonari har som sine mange kolleger været på uafbrudt arbejde i ugevis for at tage sig af corona-smittede patienter:

”Det er psykisk hårdt for os alle sammen, men jeg vil fortsætte med at behandle og tage mig af mine patienter, fordi jeg er stolt af og forelsket i mit arbejde.”

Hun maner til handling og eftertanke:

”Bliv hjemme for at beskytte dem, der er mest skrøbelige, og vær opmærksom på, at vi unge mennesker ikke er immune over for coronavirus, vi kan også blive syge - eller værre: vi kan gøre andre syge. Jeg har ikke råd til at blive i mit hus i karantæne, jeg er nødt til at gå på arbejde og gøre min del. Derfor beder jeg dig gøre dit.”