Svend Brinkmann
Hvad er et menneske? En filosofisk dannelsesrejse
Gyldendal 2019, 275 sider – 239,95 kr. (vejl.)
En dannelsesrejse rundt i Europa, det er hvad den forsigtige, skrøbelige Andreas har brug for, mener hans farmor Anna. Rejsen er planlagt, alle togrejser og hoteller booket og en omfattende drejebog fremskaffet. Men
Anna viser sig at være uhelbredeligt syg, og Andreas tager derfor på hendes opfordring afsted alene. Det kræver ikke så stort et mod, for alle detaljer om rejsen er anført i drejebogen. Andreas vil undervejs få mere viden om historie, filosofi, og kunst.
Forfatterens pædagogiske projekt er at tilføre læseren dannelse og forståelse for den mangfoldighed, som menneskeheden repræsenterer via Andreas’ oplevelser på rejsen og de samtaler, han har med Anna. Hun er med på sidelinjen fra sin seng på et hospice og oplever den udvikling, Andreas er igennem for at finde ud af, hvad et menneske er.
Bogen er, med sine rige beskrivelser af det biologiske, det fornuftige, det følsomme, og det sociale menneske, absolut læseværdig. De sidste kapitler handler om fremtidens menneske og det troende menneske, og der er noter til alle kapitler, som gør det nemt at finde uddybende litteratur. Bogen er ikke vanskelig at læse, Andreas hjælper på vej, men nogle afsnit skal læses to gange, og det gør ikke noget.
Påstanden i bogen er, at almenmenneskelig dannelse må gå forud for selvudvikling. At livet er en gave – og en opgave.