Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

225 flere optaget på sygeplejerskeuddannelsen

Der er både flere ansøgere og flere optagne på sygeplejerskeuddannelsen i forhold til sidste år. Glædelige nyheder, siger Dansk Sygeplejeråd og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning

Sygeplejersken 2020 nr. 9, s. 8

Af:

Maria Klit, journalist

spl9-2020_akt_spluddannelse-optagne_0

”Det er meget glædelige nyheder for sygeplejerskeuddannelsen og sundhedsvæsenet, at der er blevet plads til 225 flere sygeplejestuderende i år. Vi har brug for flere sygeplejersker, så det er utroligt positivt at flere, der er kvalificerede og har lyst til faget, nu kan tage uddannelsen,” siger næstformand for Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.

Hele 4.259 ansøgere er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”Det er dejligt, at vi får flere medstuderende og fremtidige kolleger. Det høje antal optagne afspejler den stigende interesse for faget, der viste sig ved, at der i år var flere ansøgere til uddannelsen end sidste år. Det er glædeligt, at flere nu får mulighed for at uddanne sig til sygeplejerske,” siger formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Kamilla Kjeldgaard Futtrup.

I alt søgte 5.112 om optagelse på sygeplejerskeuddannelsen i år. Det er to pct. flere end sidste år, hvor antallet var 4.991.

SLS og DSR: Den gode udvikling skal fortsætte

Selvom glæden over tallene er stor, understreger både Dansk Sygeplejeråd og Sygeplejestuderende Landssammenslutning, at sygeplejerskemanglen ikke er løst ved 225 ekstra studiepladser alene.

”Vi står i den situation, at der faktisk er flere ansøgere, end der er plads til - selv med de nye studiepladser. Derfor er det vigtigt, at den gode udvikling fortsætter, og at antallet af optagne på sygeplejerskeuddannelsen også stiger i de kommende år for at imødekomme efterspørgslen. Det er det allervigtigste, vi kan gøre for at løse sygeplejerskemanglen på sigt,” siger Dorthe Boe Danbjørg, og Kamilla Kjeldgaard Futtrup følger op:

”Det er glædeligt, at flere bliver optaget! Nu bliver det virkelig vigtigt, at kvalitet og antal praktikpladser følger med. Hele sundhedssektoren må tage ansvar for at finde praktikpladser til de mange nye studerende. Det er altafgørende, hvis vi studerende skal blive på uddannelsen, og ikke mindst for at vi kan uddanne os til dygtige og kvalificerede sygeplejersker,” siger hun.

De nye studerende starter på en af landets fem professionshøjskoler enten 1. september 2020 eller 1. februar 2021.

Flere mænd optaget

10 pct. flere mænd er i år blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen i forhold til 2019. Det svarer til 29 flere mænd. Der er dog ingen procentvis ændring i andelene mellem kvinder og mænd blandt de optagne i forhold til 2019. Mænd udgør fortsat kun 7 pct. af alle optagne - en fordeling, der har ligget stabilt de seneste år.