Sygeplejersken
Hørt: Færre hænder men flere opgaver
Hjemmesygeplejen i Silkeborg er ramt af ansættelsesstop. Vi er for få til at løse alle opgaverne, siger tillidsrepræsentanter, der er bekymrede over besparelser.
Sygeplejersken 2020 nr. 9, s. 17
Af:
Andreas Rasmussen, journalist
Hjemmesygeplejen i Silkeborg Kommune består af ca. 80 sygeplejersker. Men pga. besparelser er flere uniformer tilovers.
“Der er ansættelsesstop, så vi får ikke nye kolleger, når fastansatte siger op. Det bekymrer os, at vi bliver færre hænder, men får flere opgaver,” siger Maria Aaby Rauff, der er sygeplejerske i hjemmesygeplejen.
“Vi må næsten aldrig bestille vikarer. Kun hvis det er superakut, så allerede nu er der opgaver, vi må fraprioritere,” tilføjer hendes kollega Pia Medum Bennetsen.
Derfor skrev de to sammen med resten af tillidsrepræsentantkollegiet for sygeplejerskerne i Silkeborg Kommune en kronik i Midtjyllands Avis i starten af juli. I indlægget råbte de vagt i gevær om politikernes budgetplaner.
“Vi bliver bekymrede, når de fortæller os, at der ikke budgetteres med de mange opgaver, vi påtager os i forbindelse med den opgaveglidning, vi lige nu oplever fra regioner til kommuner,” lød det bl.a. i kronikken.
Maria Aaby Rauff uddyber:
“Vi skal både løse opgaver for de praktiserende læger og for regionerne, og samtidig har vi mange borgere, der bliver længere i hjemmet med mere komplekse problemstillinger.”
Problemet er dog ikke kun opgaveglidning, men også deciderede besparelser, fortæller hun:
“Vi har fået at vide, at vi skal hente et underskud fra 2019, og at der kommer underskud i 2020, så politikerne vil lave analyser af, hvor meget vi skal spare de kommende år. Inden coronakrisen varslede de, at fyringer er en risiko.”
Den silkeborgensiske hjemmesygeplejerske er bekymret for, hvordan situationen udvikler sig.
“Skrækscenariet er, at vi bliver færre hænder til de komplekse opgaver, så det ikke længere er fagligt forsvarlig sygepleje, og det bliver ren brandslukning,” siger Maria Aaby Rauff.
Pia Medum Bennetsen supplerer:
“Vi har vanskeligt ved at arbejde rehabiliterende og sundhedsfremmende, når vi i den grad er under pres.”
Vil råbe kommunen op
Tillidsrepræsentanterne håber, at kronikken vil sætte fokus på problemet og få politikerne til at genoverveje de økonomiske prioriteringer. De fortæller, at Sundheds- og ældreudvalget i Silkeborg Kommune for nylig havde inviteret afdelingens MED-udvalg til møde for at høre mere om situationen.
“Dér blev der rejst nogle af de samme spørgsmål, som vi rejser i debatindlægget,” fortæller Pia Medum Bennetsen.
Efter at debatindlægget blev bragt i avisen i starten af juli, er MED-udvalget blevet inviteret til et nyt ekstraordinært dialogmøde med Sundheds- og ældreudvalget i kommunen.
Tillidsrepræsentanterne tolker det som et positivt skridt og håber, at det kan lede til styrkelse af budgettet.