Skiftedag: "Jeg lod mig ikke skræmme af jobkravene"

”Jeg er næsten nyuddannet. Så da jeg læste stillingsopslaget (fra Blodsygdomme, Klinik 1 og 2 på Aarhus Universitetshospital, red.), tænkte jeg meget over, om jeg skulle søge stillingen. For jeg havde ingen erfaring inden for specialet, og jeg var derfor i tvivl om, hvordan jeg kunne opfylde alle de krav, der var listet op. Men det meste er jo som regel noget, man kan lære.

Så jeg satsede.

Og kom til samtale. For jeg havde mange andre erfaringer – det tværfaglige arbejde fra neurocentret i Hammel, patientkontakten og dét, at jeg har stået med mennesker i krise, fordi deres pårørende har ændret sig fuldstændig efter en hjerneskade.

Det er spændende at arbejde med et helt nyt speciale, og jeg laver forskellige ting igennem hele ugen.

Lige nu har jeg mest en behandlende funktion, hvor jeg bl.a. behandler dem med leukæmi og lymfekræft.

Der kommer også patienter med for høj hæmatokrit, og derfor er blodet for tykt, og vi skal så tappe blodet for at fortynde det.

Omvendt er der nogen, der får tilført blod, fordi de ikke danner blodet ordentligt selv. Og dem med blødersygdomme kommer også i klinikkerne.

Her efter sommerferien skal jeg begynde at følge lægerne i forbindelse med kontroller af patienten, så jeg fremover kan være med til at finde frem til den rette behandling.

Senere skal jeg læres op i at tage knoglemarv- og lumbalprøver. Det er spændende med de mange forskellige funktioner.

Det er med til at udvikle mig fagligt, og det er en af de ting, der tiltalte mig, da jeg så stillingen. Jeg savnede også den her sparring med lægerne, som jeg også havde i mit job tilbage på neuro-centret. Og så er det dejligt at være på et hospital, hvor der er mange andre sygeplejersker, som jeg også kan sparre med.

Til forskel fra før har jeg nu ikke længere ansvar for hele patientforløbet. Det er faktisk rart. Nu er det korte patientforløb, og det er dejligt at kunne gå hjem uden at tænke på alt det, man kan gå videre med næste dag.

Det er også rart, at jeg nu kan have en mere normal samtale med patienterne. Det savnede jeg førhen. Det kan være svært med mennesker med demens og hjerneskade.

Vi har også terminalt syge. Det falder mig helt naturligt at hjælpe dem, for jeg har masser af erfaring med at lytte til patienter og pårørende i krise. Det felt ligger på rygraden. Jeg er også vant til at se ældre mennesker på plejehjemmet dø, og jeg har holdt dem i hånden, mens de gik bort.

Så jeg kan sagtens håndtere det her med, at det ikke er sikkert, at personen kommer igen næste gang.

Jeg er glad for, at jeg endte med at søge stillingen – selvom jeg ikke havde erfaring med specialet. Nogle gange er stillingsannoncernes ønskelister til kompetencer så lange, at man kan blive skræmt helt væk. Men man bliver bare nødt til tage springet – og søge jobbet.”