Studerende i praksis: " ... han var fastlåst i en udmattet krop"

Jeg var ikke ked af det. Paradoksalt nok var jeg snarere rørt og nærmest høj på livet efter at have mødt en lidende og terminalerklæret mand.

Mit første møde med ham var på en klinisk hospitalsstue, hvor en rolig stemning og et dæmpet lys mødte mig. Manden var udmagret og afpillet, men da jeg introducerede mig, blev min hånd mødt af et fast håndtryk og øjne, der var funklende klare i modsætning til det matte ydre.

Jeg stod ved sengekanten, klar med blok og kuglepen, for at skrive diverse oplysninger og observationer ned, men samtalens indhold blev hurtigt drejet i en anden retning.

Kuglepennen og blokken blev efter kort tid lagt i lommen igen, og jeg satte mig ved siden af ham på en stol. Den ene sætning tog den anden, som vi sad der i halvmørket og talte om det, der lå ham mest på sinde, nemlig døden.

I de første minutter af samtalen prøvede jeg så vidt muligt at fremkalde mig så meget kommunikationsteori, som jeg overhovedet kunne, så et professionelt skjold kunne forhindre mig i at blive for personligt berørt.

På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at det, jeg netop ville lære af oplevelsen, var, at det er en styrke i sig selv at kunne være til stede i en samtale af denne karakter. Der skal ikke nødvendigvis trækkes på teorier og anvendes korrekte fagudtryk.

Det vigtigste er at lytte og turde være i samtalen, hvor grænseoverskridende den end måtte være.

Manden var meget fattet, men satte ord på en frygt, der rasede i ham, og på alle de ting, der definitivt var forbi. Det jeg husker allerbedst var, at han forklarede, at han allerede følte sig død.

Han sagde, at tiden før døden egentlig burde bruges på at opleve, mærke og føle livet, men ikke engang det kunne han nu, hvor han var fastlåst i en udmattet krop.

Han holdt en kort pause, hans øjne blev blanke, og han sagde:

“Du er ung. Gør dit liv værd at leve, det har jeg ikke været god til. Livet er smukt, jeg opdagede det bare for sent.”

Han så væk og tørrede en tåre bort fra sin indsunkne kind.

Efter samtalen var jeg meget bevæget. Det eneste professionelle skjold jeg havde tilbage, var min uniform, men ordene og stemningen var for længst krøbet igennem det hvide stof.

Det har efterfølgende taget mig lang tid at kunne vende denne samtale og hele hans skæbne til noget konstruktivt.

For samtalen har virkelig givet mig forståelse for, hvor dyrebart vores liv og helbred er.

Med hans ord skal livet opleves, mærkes og føles i tide.

Marie Colding Laursen er sygeplejestuderende på 3. semester, VIA Viborg.