"Tillid er nøglen til det gode plejehjem"

Sygeplejerske Monique Owens Sloth forsvarer på ingen måde det, der er sket.

Ingen beboere skal behandles sådan, som 90-årige Else Marie Larsen blev på det aarhusianske plejehjem Kongsgården i oktober sidste år. Den ældre kvinde med demens får f.eks. ikke skiftet ble før aftensmad, selvom hun har diarré og har haft afføring. Og plejepersonalet taler også mindre pænt om Else Marie Larsen i hendes medhør fremfor at tale ligeværdigt til og med hende.

Det viser skjulte optagelser i TV2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”, som efter måneders juridisk tovtrækkeri mellem Aarhus Kommune og TV2 blev vist på kanalen i bedste sendetid sidst i juli.

”Det må bare ikke ske. Der er sket fejl, vi har handlet på dem, og vi arbejder fortsat på at blive bedre. Men det bliver vi ikke af at blive overvåget og hængt ud i medierne.”

Det siger Monique Owens Sloth i et interview med Sygeplejersken en uges tid efter, TV2 viste dokumentaren i fuld længde, mens Ekstra Bladet allerede havde bragt nogle af optagelserne først i juli trods forbud fra både by- og landsret. Forbud, som senere blev ophævet, da Aarhus Kommune valgte at trække sit krav om fogedforbud tilbage.

Monique Owens Sloth er dybt påvirket af de skjulte optagelser og ”sagen” om mangelfuld ældrepleje. Hun har nemlig arbejdet på Kongsgården siden februar 2019 og er også nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant.

Grundet tavshedspligt kan hun ikke gå i detaljer med sagen, men det er allerede offentligt kendt, at Kongsgården har fået ny leder. En række medarbejdere er blevet afskediget, mens andre er blevet omplaceret.

”Men vi har jo været under pres i meget lang tid. Vi blev bekendt med dokumentaren i begyndelsen af året, og så er presset kommet i bølger. Som arbejdsmiljørepræsentant noterer jeg en enorm stor sorg og ængstelighed blandt alle kolleger. Og jeg har et stort behov for at nuancere nogle af sagens mange emner, som er blevet tydelige for mig gennem forløbet.”

Optagelser er ikke fyldestgørende

Plejehjemmet Kongsgården har 60 beboere, som Monique Owens Sloth sammen med tre andre sygeplejersker og omkring 50 andre plejepersonaler hver dag forsøger at give den bedst mulige pleje og omsorg.

Direkte adspurgt om hun vidste, at det stod så grelt til, som de skjulte optagelser viser, svarer hun nej:

”Det kom meget bag på mig. Og jeg vil gerne understrege, at det, der vises, ikke er repræsentativt for plejen generelt på Kongsgården. Dokumentaren belyser, hvordan ældresektoren fungerer. Men belysningen er ikke særlig grundig og fyldestgørende, selvom det virker som om, at mange politikere og befolkningen nu tror, det er hverdag ikke bare her men i mange kommuner,” siger hun og tilføjer:

”Og det er direkte usandt. Som jeg ser det, viser optagelserne ansatte, der endnu ikke har fået tillært sig de rigtige kompetencer, hvilket skyldes for få ressourcer og tid. Min klare overbevisning er, at ingen af os går på arbejde med ønske om ikke at lykkes i vores arbejde. Men står manglen på ressourcer og kompetencer på for længe, tror jeg, at vi alle kan presses til mange ting, og dét er uhyggeligt.”

Tid til opkvalificering mangler

Netop få ressourcer og tid er et emne, som sygeplejersken vil dvæle ved.

”Det er frustrerende, at vi først får opmærksomhed, når vi fejler, og det bliver vist som prime-time-guf for hele befolkningen og IKKE de hundredvis af gange, vi har fortalt politikerne, at vi med de nuværende ressourcer og midler ikke kan levere den pleje, de har sat danskerne for øje. Det er utopi at tænke, at nyansat personale kan arbejde forsvarligt ud fra retningslinjer og værdigrundlag uden dybdegående undervisning og følgeskab.”

Beboerne i ældreplejen er ofte multisyge, og plejeopgaverne bliver mere og mere komplekse, hvilket langt fra alle medarbejdere er uddannet til at varetage. Monique Owens Sloth er derfor helt på linje med bl.a. Dansk Sygeplejeråd, der i flere medier inklusive dette (side 3 og 10) endnu en gang efterlyser et fagligt løft i ældresektoren. Det har hun faktisk også medansvar for sker, men det er langt fra altid muligt.

”Som sygeplejerske på plejehjem bærer man mange forskellige kasketter. Lige siden jeg startede, har jeg måttet agere assistent, varetage mit eget arbejde og alt ind imellem. Vi har manglet kvalificerede medarbejdere og tid til at opkvalificere vores nuværende personale. Og vi har primært måttet prioritere den allermest nødvendige pleje af beboerne. Det har medført for lidt tid til andre vigtige opgaver, f.eks. samtaler og gåture med beboerne samt dokumentationen,” siger hun og fortsætter:

”Der er ingen, der har overtaget vores arbejde, og det kan mærkes. Vi sygeplejersker skal også vejlede og undervise kollegerne i pleje ud fra de instrukser og retningslinjer, vi er underlagt. Og når vi primært bruger vores kræfter i plejen, er der ikke meget tid til det. Opkvalificeringen af nuværende og nye medarbejdere har været mangelfuld lige siden, jeg startede, igen grundet for få ressourcer.”

Næsten umuligt ikke at fejle

Ifølge Monique Owens Sloth skal især landets politikere en gang for alle beslutte sig for, hvilken ældrepleje de ønsker. Og dernæst sikre, at der er de rette ressourcer til at indfri ønsket. Hun kommer med et eksempel fra Aarhus Kommune.

”Vi har et fælles værdisæt og arbejder ud fra en række ledetråde, f.eks. magten til at lade borgerne gøre så meget, som de kan selv. Men vi kan kun lykkes, hvis der er ressourcer til, at personalet får hel konkret undervisning i de redskaber og værktøjer, der udspringer af værdisættet, og som er med til at sikre, at borgerne naturligt får hovedrollen i den pleje, de modtager,” siger hun og uddyber:

”Den udfordring synes jeg kendetegner vores ældresektor i øjeblikket. Vi vil rigtig gerne implementere en masse nye og gode tiltag, men vi har ikke ressourcerne til at gøre det på en ensartet og hensigtsmæssig måde, og det er næsten umuligt ikke at fejle. Det fører til, at flere sygeplejersker bliver sygemeldte og siger op. De kan ikke være i det, simpelthen fordi de ikke kan lykkes. Vi mangler både tid og ressourcer, og det problem løses ikke ved hjælp af overvågning,” siger hun.

Frygten for overvågning

Netop brugen af overvågning og skjulte optagelser bør politikere og befolkning også tage aktivt stilling til, mener hun.

”Når et samfund vælger at have tillid til sine medarbejdere fremfor at overvåge dem, vil der være nogle, der kommer til at handle forkert. Men tillid er nødvendig for, at medarbejderne kan udvikle de her spontane relationer, omsorg og nærvær og sjov og ballade med borgere og pårørende. Dette forløb har vist mig, at alene frygten for at blive overvåget er enormt stressende og direkte invaliderende. Man bliver kunstig, og det fører til mindre spontan omsorg og kærlighed. Frygten vil sidde i mig og mine kolleger lang tid endnu, og det påvirker vores arbejde negativt,” siger hun og tilføjer:

”Vil vi et overvågningssamfund, mener jeg, at alle skal overvåges, og så skal optagelserne bruges fornuftigt. Vi kunne have lært af de konkrete optagelser internt, og jeg ved, de er tiltænkt snart at skulle indgå i undervisningen flere steder. Men personligt ønsker jeg ikke overvågning. Tillid er nøglen til det gode plejehjem.”