Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Anmeldelser

I denne udgave af Sygeplejersken anmeldes følgende bøger: "Psykiatrisk sygepleje, 2. udgave", "Jeg vil ikke tilbage - digte fra dage med covid-19", "Det alternative landskab" og "Folkesygdomme - grundbog til sygeplejefaget".

Sygeplejersken 2021 nr. 1, s. 38-40

Nyskrevet bog med uforståeligt genbrug 

Psykiatrisk sygepleje

Barbara Askham, Lene Lauge Berring, Niels Buus, Lisbeth Hybholt, Karina Stjernegaard og Esben Sandvik Tønder
Psykiatrisk sygepleje 2. udgave
Munksgaard 2020, 600 sider – 550 kr.

’Psykiatrisk sygepleje’ udkom første gang i 2009. Nu foreligger 2. udgave af bogen og denne gang med seks redaktører, hvoraf Niels Buus redigerede 1. udgave. 

2. udgave er skrevet med deltagelse af psykiatribrugere, sygeplejestuderende, sygeplejersker, undervisere og forskere. Som noget nyt har alle aktører haft direkte indflydelse på såvel bogens opbygning som de enkelte kapitler. 

Overordnet set fremstår 2. udgave af ’Psykiatrisk sygepleje’ som en gennemgang af forskellige tiltag i den psykiatriske sygepleje i Danmark med et primært fokus på recovery. Dette fremgår også af forordet og understreges i brug af terminologi, hvor der er en begrænset brug af ordet patient.

Bogen adskiller sig i fokus fra 1. udgave, der fremstod som en håndbog til brug i undervisning på bachelorniveau i sygepleje. Dette fokus er fortsat til stede i 2. udgave i form af et spændende og helt nyskrevet kapitel om sygeplejestuderende i psykiatrien.

Bogens indhold er dog delvist erstattet af kapitler med et fokus på mødet mellem patienter og det psykiatriske sundhedsvæsen. To kapitler omhandler relationen mellem fagprofessionelle og patienter omkring resonans og lytning.

Da relationer er af afgørende betydning i psykiatrisk sygepleje, er det en væsentlig fornyelse, som lykkes fint. Kapitlerne kunne dog med fordel have været skrevet af samme forfatter, hvorved der kunne opnås større homogenitet i indholdet.

Flere kapitler fra førsteudgaven er udgået, hvor måske især udeladelsen af kapitlet om psykoedukation og kapitlet om tværfaglighed kan undre. Begrundelsen for at udelade disse kan måske skyldes ønsket om et mere klart recovery-fokus.

Bogen er stort set nyskrevet. Der er dog undtagelser, idet to kapitler om Tidal-model, et kapitel om psykisk førstehjælp og et kapitel om patienterfaringer som kundskabsgrundlag er kopier. Sidstnævnte er dog oversat fra norsk.

Afsnittet om sygeplejersker i psykiatrien er stort set identisk, men tilføjet et afsnit om recovery-orienteret tilgang. 

Samlet set fremstår ’Psykiatrisk sygepleje’ som en helt ny bog med mange nye og relevante kapitler.

Projektet med at inddrage patienter, studerende og centrale aktører er lykkedes. Genbruget af kapitler fra tidligere udgave er imidlertid ikke helt forståeligt, da de fremstår i en anden stil. 

Den nye udgave af ’Psykiatrisk sygepleje’ kan med fordel bruges i sygeplejeuddannelsen, hvor især de to nye kapitler om relationel sygepleje er anvendelige.

Der er imidlertid også mangler. Enkelte kapitler indeholder afsnit om forskning på området. Dette burde have været implementeret gennem hele bogen.

Da det ikke er tilfældet, må de studerende selv vurdere emnernes forskningsbasering. Herunder kan f.eks. anføres, at henvisning til ph.d.-afhandlinger i stedet for til artikler kan gøre dette arbejde vanskeligt.

Endelig savnes refeJens Peter Hansen, sygeplejerske, ph.d. rencer til klinisk beslutningstagen og klinisk lederskab gennem hele bogen.

Covid-19 rundt i 80 dage - med fakta og følelser

Jeg vil ikke tilbage

Caspar Eric
Jeg vil ikke tilbage - Digte fra dage med covid-19
Gyldendal 2020, 194 sider – 199,95 kr. (vejl.)

Et digt om dagen i 80 dage med start ved lockdown den 11. marts 2020. Caspar Eric har fastholdt tanker, dilemmaer og myndighedernes taler i denne ikkedagbog og beskriver ærligt sin egen temmelig tåbelige adfærd med fødselsdag, fest og mange mennesker forsamlet på for lidt plads.

Han er sjov indimellem og ret almindelig. Da han skal testes i ”en slags vaskehalskø” inde i et telt i Fælledparken, hedder det ”jeg fortrød at jeg ikke havde pænere tøj på, anstrengte mig meget for at virke professionel”.

Genkendeligt … Testen var negativ, men angsten for at åndenød og hoste betød covid-19 er tydelig.

Om Sverige: ”Sveriges strategi ser ud til ikke at virke; forsøget på at opnå flokimmunitet. Og hele tiden den lille stemme der håber de fejler der ønsker vi vinder…” 

I dag ved vi, at Sverige fejlede, men den lille stemme er vel blevet til en bedrøvet stemme. Alle de gamle mennesker, som hurtigt døde, hjulpet af morfinen, de fik. 

Et barselsbesøg hos en ven og hans kæreste får følgende kommentar med på vejen: ”Babyen var enorm, men ellers var alt fint, nu overvejede sygeplejerskerne faktisk at lave nye regler også efter virussen: en ro på stuerne de ikke var vant til”. 

Poesien giver også ro. Den er der, hvis genoplevelse og alternativ fortolkning af covid-19-pandemien er et ønske. 

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning

Opgør med RCT som den eneste metode

Det alternative landskab

Jesper Odde Madsen
Det alternative landskab - Vejviser i debatten om alternativ behandling – guiden til brugere og sundhedsarbejdere

Købes på www.galilei.dk 48 sider – 107 kr.

Der er angiveligt en lille gruppe læger, som bruger deres formelle og uformelle autoritet til at nedgøre komplementær og alternativ behandling (KAB) baseret på anekdoter fra en sensationslysten presse.

De vil faktisk have hele området under deres fulde kontrol, da KAB simpelthen er for farlig, påstår de.

Journalist Jesper Madsen har imidlertid fået nok af usaglige, uvidenskabelige og udokumenterede påstande inden for dette, hans særlige interesseområde og har sat sig for at højne niveauet med denne lille velskrevne e-bog. 

KAB kan jo sagtens anskues på videnskabens præmisser, når man bruger de rette værktøjer.

Filosoffen Jes Adolphsen citeres for at pointere, at kvaliteten af et forsøg aldrig hænger sammen med hvilken metode, man bruger, men om det er den rigtige metode.

Alt andet baserer på tro. Så enkelt kan det siges! Så mon ikke vi snart kan få manet myten om RCT som den eneste rigtige metode i jorden en gang for alle. 

Forfatterens mission er at klæde sine læsere på, så de bl.a. kan imødegå usaglige påstande og identificere magtstrukturer i sundhedsvæsnet.

Det er fint lykkedes. E-bogformatet egner sig godt til denne slags udgivelser, og den er let at læse på en smartphone.

Bodil G. Lissau, sygeplejerske, cand.med.vet. Formand FS-KAB

Sygeplejeaftrykket findes i et enkelt kapitel 

Folkesygdomme

Anne-Katrine Mathiassen og Britta Hørdam
Folkesygdomme - Grundbog til sygeplejefaget
FADL’S Forlag 2020, 450 sider – 399,95 kr.

Redaktørerne har valgt diagnoser og lidelser med mindst en procents udbredelse i befolkningen. Det er blevet til otte områder: type-2 diabetes, hjerte- karsygdom, KOL, overfølsomhedssygdomme, muskel- og skeletsygdomme, osteoporose, cancer og psykiske lidelser.

Målgruppen er primært sygeplejestuderende. Bogen indeholder en gennemgang af de valgte sygdomme i et stort set medicinsk perspektiv.

Den indleder med at gøre opmærksom på, at der er brug for helt nye måder at organisere forebyggende og opfølgende indsatser til borgere med en eller flere kroniske lidelser.

Det fremgår dog ikke af indholdet, hvilke bud der kan være på den nye organisering.

Det ville ellers være spændende at få ideer til. Folkesygdommene gennemgås på klassisk medicinsk vis med den nyeste viden naturligvis, men hvordan flere kroniske lidelser kan influere på hinanden, bliver dog ikke beskrevet.

Hver sygdom gennemgås ud fra epidemiologi, ætiologi og med udgangspunkt i diagnosebeskrivelser.

For de studerende, der er nysgerrige på sammenhænge mellem folkesygdomme, samfund og det levede liv i forhold til socioøkonomiske vilkår, køn, kultur og etnicitet er der ikke meget at læse. 

Britta Hørdam og Anne-Katrine Mathiassen er redaktører. De har sat sygeplejeaftrykket i kapitlet om osteoporose.

Udgangspunktet er en bred forståelse af sygdommen, der gengives med både patientinvolvering, netværksorientering, sundhedsadfærd og pleje.

I kapitlet om cancer – der er skrevet af læger ligesom alle de øvrige undtagen osteoporose-afsnittet – nævnes, at det kan være en fordel, at sygeplejersken bliver tilbage efter en vanskelig samtale for ”at samle op på tvivlsspørgsmål, praktiske ting samt snakke tingene igennem” (s. 316).

Nedladende, ja, det kan man godt synes. Der er nye referencer, en rig forsyning af faktabokse og studiespørgsmål til hver sygdom.

Marianne Mahler, sygeplejerske Dr PH

Kort nyt om bøger v/Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør Sygeplejersken og Fag&Forskning


Kari Killén
Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II
Hans Reitzel Forlag 2020, 389 sider – 348 kr. 

Alle professionelle, som arbejder med familier og børn, har i løbet af deres uddannelse haft Kari Killén og hendes bøger om omsorgssvigt på deres pensumliste.

Første udgave udkom for 25 år siden, en tung mursten, som fyldte godt i både reolen og tasken.

De seneste udgaver er udkommet i to bind, hvor ’Omsorgssvigt I’ indeholder det teoretiske grundlag for forståelse af omsorgssvigt og implikationer af omsorgssvigt, og ’Omsorgssvigt II’ indeholder de behandlings- og interventionsmetoder, som hviler på det teoretiske grundlag beskrevet i bind 1. 

5. udgave af bind 1 og 2 er udkommet i henholdsvis 2017 og i 2020. 

Det er de færreste fagbøger, der står distancen i 25 år. Omsorgssvigt holder. Min nyuddannede kollega havde den på litteraturlisten i sin afsluttende opgave.

Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske
 

Christian Taftenberg Jensen
Kom i mental form med IRONMiND
Konsulentfirmaet Christian Jensen 2020, 413 sider – 220 kr. , e-bog, lydbog
Sådan træner du dig til et stærkt sind, som er rustet til at møde livets udfordringer, lyder undertitlen på bogen. 

Redskabet er modellen IRONMiND, som bygger på forskning om hjerne og krop.

Den består af otte overordnede punkter, som er vist i en figur på en af de første sider.

Forfatteren, som er tidligere FN-soldat med to udsendelser til Sarajevo bag sig, har desuden en masteruddannelse i positiv psykologi.

Bogen er en omfattende beskrivelse af modellen og af artikler, teorier, tabeller, grafer, personlighedstests m.m., som tilsammen skal underbygge og styrke læserens arbejde med at fremme egen resiliens.

Bogen blev affødt af et spørgsmål fra en krigsveteran, der handlede om, hvorfor nogen mennesker knækker og går i stykker pga. fysiske og psykiske belastninger, mens andre lærer af belastninger og kommer styrket ud på den anden side. 
 

Stine Reintoft
Kort & godt om samarbejde
Dansk Psykologisk Forlag 2020, 120 sider – 229,95 kr.

Forfatteren til denne bog er medforfatter til tre bøger med afsæt i positiv psykologi og mindfulness. Positionen er dermed klar.

Bogen beskriver ømtålelige situationer som f.eks. reparation af et kollegialt forhold, der er endt med en meningsudveksling, genstart af samarbejde, der er blevet iltfattigt, samarbejde og faldgruber under covid-19, når fysiske møder ikke lader sig gennemføre, magt og retfærdighed, tillid i et team og det dysfunktionelle team – for nu at nævne det meste.

Bogen er let at gå til med meget luft og bokse med væsentlige pointer.

Sidst, men ikke mindst, en sympatisk opfordring til at arbejde for lethed i samarbejdet, f.eks. via det sprog vi taler til hinanden. 

Måske er det ikke nødvendigt at facilitere en opsamling, men blot samle op?