Sygeplejersken
Ny respekt for det kliniske blik
Patienten i akutmodtagelsen på Herlev Hospital får nu en bedre behandling ved indlæggelsen, efter at sygeplejersker kan justere resultatet af den umiddelbare triagering med en individuel klinisk vurdering.
Sygeplejersken 2021 nr. 1, s. 13
Af:
Henrik , journalist
”Patienten vil opleve en bedre behandling, efter det nye system er blevet indført.” Det er sygeplejerske i akutmodtagelsen på Herlev Hospital, Malte Bryne, overbevist om.
Akutmodtagelsen har siden december sidste år anvendt det evidensbaserede triagesystem I-DEPT (Individuel Danish Emergency Process Triage). Systemet inddrager i højere grad end tidligere sygeplejerskers kliniske vurdering, som i kombination med en algoritme, der tager udgangspunkt i patientens vitalparametre, er grundlaget for den rækkefølge, patienterne behandles i.
”Tvinges” til udvikling
Malte Bryne giver et eksempel:
”En patient meldes med remitteret parese i højre arm. Baseret alene på målinger af patientens vitalparametre ville han iht. den gamle metode triagere orange (skal tilses inden for 15 minutter). Efter en snak med patienten viser det sig dog, at årsagen til tilstanden er en intensiv træning dagen forinden, og han kan derfor ifølge I-DEPT nedtriageres til grøn,” fortæller han og opsummerer:
”Det er fantastisk. Vi får lov at bruge vores faglighed og erfaring i højere grad. Tidligere var det ”bare” at følge et skema. For nyuddannede sygeplejersker kræver det noget oplæring, og i starten kan der være behov for at spørge en mere erfaren kollega. Men jeg synes, det fungerer, og dét at vi bliver ”tvunget” til at bruge det kliniske blik, ser jeg som noget positivt og udviklende.”
Udbredes til to regioner
I-DEPT blev for fem år siden testet i mindre skala på Bispebjerg og Herlev Hospital. Resultatet viste, at I-DEPT ikke var dårligere end den eksisterende model, men bedre til at identificere patienter med et akut behandlingsbehov og bedre til at forudsige dødelighed.
Akutsygehuset i Nykøbing Falster implementerede systemet sidste år, mens Akutmodtagelsen på Herlev og Gentofte er det første sted i Region Hovedstaden, hvor det implementeres. Planen er at triagesystemet løbende skal implementeres på alle akuthospitaler i Region H samt i Region Sjælland.
Læs mere om vurderingen af sygeplejerskers kliniske blik:
• Sygeplejersken/Fag&Forskning 1/2018: ’Tro på mavefornemmelsen, sygeplejerske’
• Sygeplejersken 13/2018: ’Sygeplejersker er bedre end algoritmer’