Læserbrev: Hospitalspræster er andet end samtalen om livets afslutning

Det betød noget for mig, at der var en med tavshedspligt på hospitalet – både da jeg var sygeplejestuderende og som uddannet sygeplejerske.

Jeg er født og opvokset med folkekirken, men jeg benytter kirkerummet som et flertal af kristne, når vi samles og fejrer livets begyndelse, konfirmationer, fejrer kærlighed og tager afsked med livet.

Jeg holder af at gå til gudstjeneste fra tid til anden, men jeg oplevede værdien af at have en tro og et større perspektiv som sygeplejerske, og her fandt jeg hospitalspræsten med sin tavshedspligt og med samme medmenneskelige værdier som ansat i organisationen – hospitalet – som jeg selv var en del af. 

Fortællingen om Nikodemus fra Johannes Evangeliet, det nye testamente kapitel 3, er et kapitel, jeg selv blev konfirmeret ud fra.

Ikke fordi jeg var særligt kirkeligt bevidst dengang, men alligevel har det menneskelige ved Nikodemus fanget min interesse og hans mod.

Da jeg første gang satte mine ben på et hospital som studerende, kom jeg med min tvivl, men jeg kom også med en lige så stor nysgerrighed, og der gik ikke lang tid, før jeg stødte på hospitalets præst, og jeg husker, at hun fik mig til at åbne min konfirmationsbibel og finde den frem fra en gammel papkasse.

Jeg læste kapitlet igen, og jeg vendte tilbage til det som uddannet sygeplejerske.

Som jeg læser det den dag i dag, så har det samme aktualitet med Nikodemus som repræsentant for det almindelige menneske.

Han spørger ud fra den verden, han har set, og den verden, som han kender, og her træder han selv frem.

Vi tror, vi ved, det vi ser, men i virkeligheden så ser vi det, vi ved.