Studerende i praksis: ”Her gik jeg og havde en fornemmelse af, at relationen vaklede … "

”Du forstår det ikke. Gider du lade være med at sidde der og lade som om du forstår, hvordan JEG har det, fordi det gør du IKKE!” 

Sådan lød det fra en af mine patienter godt fire timer inde i en aftenvagt i psykiatrien. Patienten var åbenlyst frustreret, og denne frustration blev videregivet til mig i form af vrede. 

Efter at have forsøgt med deeskalering blev jeg forvist fra stuen, hvilket jeg accepterede og vurderede var det bedste for situationen og relationen. Jeg afrundede samtalen efter bedste evne og fortalte, at jeg ville komme tilbage senere.

På min gang tilbage til kontoret var jeg forbavset over situationens pludselige ændring. Patienten og jeg havde opbygget en relation før denne aftenvagt baseret på tidligere vagter.

Det betød, at jeg var informeret om patientens sygdomsforløb, behandling, udfordringer og sårbarhed. 

Men her gik jeg og havde en fornemmelse af, at relationen vaklede på baggrund af, at jeg havde forsøgt at udvise forståelse.

”Det kan jeg godt forstå”. En frase, som jeg har brugt adskillige gange, netop fordi jeg oprigtigt i visse tilfælde mener, at jeg er i stand til at forså, hvad patienten går igennem.

Efter en passende mængde tid gik jeg tilbage til patienten og blev mødt med en undskyldning, som gik på, at patienten var flov over sin opførsel, hvilket vi selvfølgelig fik en snak om.

Hændelsen går nogen tid tilbage, men gør stadig indtryk på mig den dag i dag. Igennem studiet uddannes jeg til at indgyde tillid og opbygge gode, bæredygtige og professionelle relationer.

Yderligere får jeg viden gennem sygdomslære til at forstå sygdom og sygdomsprocesser. Alt sammen for at kunne behandle, men også forstå en patient. 

Men netop efter denne hændelse har min opfattelse af ”at forstå” ændret sig fundamentalt.

Selvom bøgerne er korrekturlæste, vel-argumenterede og baseret på nyeste evidens, hvad gør så mig i stand til at forstå et andet menneskes situation 100 pct.?

Umiddelbart er det ikke et spørgsmål, jeg selv har svaret på, men jeg vil for eftertiden have respekt for og opmærksomhed på, hvad jeg som kommende sundhedsprofessionel ved, hvad jeg generelt kan forstå, og hvad jeg alene kan forholde mig til.

Frasen kommer den dag i dag stadig over mine læber, men er til dels også erstattet af udtrykket: “Det kan jeg forholde mig til”.

Herved undgår jeg at overskride en patients grænse ved at udvise forståelse for en situation, som jeg rent faktisk ikke forstår, men blot kan forholde mig til. For der er så afgjort forskel. 

Mette Marx  Christensen er sygeplejestuderende på 5. semester, UCN Aalborg.