Hørt: "Skal jeg fortsætte på studiet?"

“Under strejken kunne vi studerende kun stå på sidelinjen. For vi har ikke samme muligheder for at strejke. Men mange af os er også påvirket af situationen. Jeg har svært ved at se mig selv som sygeplejerske i fremtiden til en meget lav løn og under pressede arbejdsvilkår - og jeg har lyst til komme ud med mine tanker om fremtiden,” siger 35-årige Maria Therese Germundson, der læser til sygeplejerske på 2. semester på UCL i Svendborg.

Tankerne kunne man læse den 31. august i et debatindlæg i Politiken. Maria Therese Germundson opdagede allerede under 2. semesters praktik, hvor stort et ansvar, man har som sygeplejerske. 

“Vi står ofte med liv og død i hænderne. Og samtidig løber vi så stærkt, at vi slår blikket ned for at undgå øjenkontakt, når vi møder pårørende på gangen. For vi har ikke tid til at blive “fanget” af en pårørende. Det skal der gøres noget ved. Der bliver nødt til at være større fokus på rekruttering og fastholdelse af sygeplejerskerne. Mere fokus på løn,” siger hun og fortsætter:

“For vi sygeplejersker arbejder ikke kun af ren og skær medmenneskelighed og samfundssind. Vi går også på arbejde for at tjene penge. Og det er da slående, at lægerne ikke flygter fra deres fag, selvom de også har skiftende vagter, arbejder på helligdage og ikke altid kan holde ferie med deres familie.”

Udsigten til en lav løn og pressede arbejdsvilkår har fået hende til at overveje sin egen fremtid:

“Sygeplejerskernes strejke og opråb blev ikke taget alvorligt af politikerne. Det får mig da til at tænke: “Skal jeg overhovedet fortsætte på studiet?” 

Søger job på Jobindex

Med sig i bagagen har hun en bacheloruddannelse i religionsvidenskab. Det er denne akademiske vej, der virker mere og mere tillokkende.

“Jeg skiftede egentlig spor, fordi jeg gerne vil arbejde med mennesker. Men folk spørger, hvorfor jeg uddanner mig til sygeplejerske, når jeg godt ved, at lønnen og arbejdsforholdene er, som de er. Og det er jo også rigtigt. Jeg kan bare lade være med at blive sygeplejerske. Og det er så der, jeg står nu. Men hvor stiller det så samfundet? Hvem skal så passe på de syge og dårlige? Det spørger jeg mig selv om, og samtidig ved jeg også, at vi ikke kan rende rundt som en anden Florence Nightingale.” 

Lige nu er økonomien lidt stram hjemme i huset i Svendborg, hvor hun bor med sin mand og tre børn. For hun har ikke SU tilbage til sygeplejeuddannelsen, og derfor har de kun hendes mands gode indkomst.

“Det er ok, men det frustrerer mig, at jeg ikke kan se frem til, at jeg i det mindste tjener godt om tre år. Den manglende politiske vilje til at give sygeplejersker en ordentlig løn har helt klart fået mig til at kigge mere og mere efter job på Jobindex. Hvis jeg tager en kandidat på to år, kan jeg hurtigere komme ud at tjene penge - mange flere penge end som sygeplejerske,” siger hun og tilføjer:

“Men der kommer jeg så til at sidde bag en skærm og et skrivebord. Det er ikke det, jeg drømmer om.”