Studerende i praksis: "Han ville ikke behandles, han ville bare have fred"

Jeg er ved at gøre mig klar til den sidste etape på studiet.

Jeg har gennem de seneste tre år samlet viden, erfaring og oplevelser sammen, og om et halvt år kan jeg kalde mig sygeplejerske.

Det er både spændende og skræmmende – særligt med de udfordringer, vores fag står over for netop nu.

Snart skal jeg ud og deltage i kampen sammen med de fantastisk stærke sygeplejekollegaer, som har haft mig under deres vinger i tre år. 

Allerede tidligt i min studietid blev det tydeligt, hvad travlhed og underbemanding betyder for både personalet og for patienter og pårørende.

Min seneste klinikperiode var præget af covid-19, hvilket betød flere patienter, men færre sygeplejersker til at passe dem.

Hver dag skulle der foretages svære prioriteringer, hvilket ofte betød, at der var mindre tid til hver enkelt patient.

Det gik ud over nærværet og samtalerne med patienter, der i forvejen var ensomme og ikke måtte få besøg af deres pårørende. Her var det en gave at være studerende og dermed ikke være en del af normeringen på afdelingen. 

Jeg tog mig tid til de patienter, der havde behov for en at tale med eller en at dele håbløsheden med.

Særligt én patient gjorde stort indtryk på mig. Han havde været indlagt gentagne gange gennem de seneste uger, og nu lod han til at have opgivet tanken om et værdigt og godt liv.

Han ville ikke behandles, han ville bare have fred.

Det var meget grænseoverskridende for mig at stå over for en patient, som ikke ønskede at leve mere, og jeg talte meget med min kliniske vejleder om patienten.

Vi blev enige om, at denne patient mere end noget andet havde brug for én, som kunne lytte til ham, én som gav sig tid til at sætte sig ind i hans tanker og følelser. 

Det var utroligt givende at gøre netop det.

Jeg ved dog, at jeg kun havde den tid, fordi jeg var studerende.

Oplevelsen med denne patient fik mig virkelig til at tænke over, hvilke konsekvenser travlhed har for patienterne.  Ikke kun fysisk, men også psykisk.

Jeg har i hvert fald fået øjnene op for, at det ikke altid er medicin eller operation, der gør den største forskel, og at sygeplejersker ofte står over for den ubarmhjertige opgave at skulle prioritere mellem patienter, som alle skal have den nødvendige behandling, men samtidig skal føle sig som mennesker, der bliver anerkendt og lyttet til, når de har behov for en at tale med. 

Jeg håber på og vil kæmpe for, at der inden for nær fremtid sker en massiv udvikling af vores fag, så flere ønsker at blive og forblive sygeplejersker, både for vores og for patienternes skyld. 

Sarah Munksø Lauridsen er studerende på 7. semester, UC Diakonissestiftelsen.