Sygeplejersken
Anmeldelser
I denne udgave af Sygeplejersken anmeldes følgende bøger: "Håndbog i sygepleje - psykiatri", "Gennem sprækkerne - opdagelser i et demensforløb","Det himmelske overskud" og "Sundhedskapital - investeringer i kroppen".
Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 50-52
Styrken er størrelsen og det klare sprog
Berigende samvær med borgere med demens
Konservativ præst - politiker fra venstrefløjen
Svært at navigere i de mange begreber
Lotte Heise
Min tro og mig
Eksistensen 2021, 116 sider – 130 kr.
Et bidrag til serien ’Kristendommen ifølge…’ af Lotte Heise. Forventningen om underholdning og kloge refleksioner bliver ikke gjort til skamme. Heise beskriver sit forhold til kristendommen som barnligt og ukompliceret. Gud ser ud som på gamle billeder. Lang kjortel, langt hvidt skæg og hår og milde øjne. Og hun skriver om de skriftsteder i biblen, som siger hende noget særligt, om de salmer, hun kender og holder af.
Danskerne får en opsang for deres manglende lyst eller evne til at møde andre med et smil eller en bemærkning – hvilket bliver bekræftet, hvis man bor i hovedstaden. Se ikke et medmenneske i øjnene og sig ikke godmorgen til en ukendt synes indstillingen at være. Lotte Heise håndterer med vanlig energi tilstanden med et smil og en bemærkning eller to. Det går over stok og sten i bogen, men omtalen af betydningen af den klassiske musik – et væsentligt livsindhold for Heise – er smittende, og bogen er i sin helhed opmuntrende læsning.
Anders Matthesen
Livsstil er en livsstil. En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig til at hjælpe dig selv – med selvhjælp
Gyldendal 2021, 272 sider – 249,95 kr.
Titlen er skør, og bogen er skør, sjov og satirisk. Jeg morede mig, så tårerne trillede, over hvordan tendenser i vores velcoachede, debriefede, facebookede og mærkværdige tilværelse turneres med ekstrem og velgennemtænkt akkuratesse. Dameblade, brevkasser og HR-udmeldinger i et miks.
Bl.a. indeholder bogen opskrifter på tre friske favoritsommerdrinks med hhv. stikkelsbær, agurk og en håndfuld friske Ferrero Rocher. De tre drinks blandes med isterninger og 1 dl Sprite med tilføjelsen ”kan også laves med lime”. Ledsages af nydelige fotos. Matthesen må have grinet højt, da opskrifterne blev til.
I et afsnit om politisk korrekthed beskriver forfatteren, hvordan han ikke længere bruger ordet eskimo, når han køber is, men derimod konsekvent beder om en kæmpeinuit. N-ordet, der rimer på kolleger, får også en tur i vridemaskinen.
Hvad skal man med bogen? Føle sig ramt og grine højt er et bud.
Özlem Cecik
Tak for kaffe. Den svære kunst at tale sammen
Politikens Forlag 2021, 204 sider – 250 kr.
Tre kopper dialogkaffe på forsiden og en bog med konkrete råd om, hvordan man forebygger konflikter med familie, venner og kolleger. Men også en bog med personlige betragtninger om livet, familien, venskaberne og uvenskaberne i det politiske liv på Christiansborg. Jesper Petersen, som i dag er uddannelses- og forskningsminister, står for nogle af de mest barske udmeldinger om, hvordan man kan straffe en kollega, som fraviger partidiciplinen. En rolle han må være trist over i dag. Men forfatteren og sygeplejersken Cecik fastholder, at dialog er den eneste farbare vej, og bogen indeholder gode råd om at bevare sin respekt for en person, man er dybt uenig med.