Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De nominerede til Athena prisen 2021 er ...

Der bliver kigget efter bæredygtighed, innovation og kreativitet, når det faglige bedømmelsesudvalg nominerer indsatser til den faglige pris, Athena Prisen. I år handler de fem nominerede indsatser om: Genbrug af batterier, tidlig opsporing af astma, mundpleje, en benskinne i pap og en kateterbuks.

Sygeplejersken 2021 nr. 12, s. 44-45

ikon_athena_oploeft

"Athena Prisen – gør verdensmål til hverdagsmål” er Dansk Sygeplejeråds og Bauta Forsikrings faglige pris.

To sygeplejefaglige indsatser bliver i 2021 belønnet med hver 50.000 kr. til udvikling af indsatsen.

Kriteriet er, at bæredygtig udvikling og FN’s verdensmål er omsat til lokale mål og handlinger.

Athena Prisen er opkaldt efter Florence Nightingales ugle. Athena er også navnet på den græske gudinde for visdom, og samtidig symboliserer uglen klogskab. 

I november bliver der kåret to vindere, som får prisen overrakt på arbejdspladsen. 

Læs mere om bedømmelsesudvalget, kriterierne, de 11 indstillede indsatser, sidste års vindere og meget mere her: dsr.dk/athena

sy12-2021_athene_genbrug-af-batterier-til-smertepumper_1

Batterier i smertepumper kan genbruges

En sygeplejerske fra COPA Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling V på Odense Universitetshospital har afprøvet forskellige måder at genbruge batterier i PCA-smertepumper.

Tanken er, at hverdagsbesparelser bliver miljøbesparelser på verdensplan. 

I 2020 brugte opvågningen på OUH ca. 6.000 batterier til smertepumper. De foreløbige resultater har vist en forbedret udnyttelse af batterierne på 66 pct. ved genbrug.

Indsatsen viser, at man kan spare, uden det går ud over patienterne, og at der er muligheder for besparelser, hvis man løbende arbejder med udvikling inden for ansvarligt forbrug og produktion. 

Indsatsen handler om FN´s verdensmål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion.    

”Projektet har potentiale, da der bliver anvendt mange batterier i sundhedsvæsenet, og det er et godt eksempel på, hvordan man kan anvende ressourcerne bæredygtigt.”
Citat fra bedømmelsen

sy12-2021_athene_astmaindsats

Sundhedsplejersker har udviklet astmaindsats 

Hvis børn med astma er velregulerede i deres behandling, kan de blomstre og udvikle sig som deres jævnaldrende.

Ud fra den tanke har to sundhedsplejersker fra Sundhedsplejen i Randers Kommune udviklet en særlig astmaindsats, der bl.a. skal klæde personalet i dagtilbud på til at kunne reflektere over og opspore tidlige symptomer på astmatisk bronkitis hos børn.

Sundhedsplejerskerne har foreløbigt holdt oplæg i 25 ud af ca. 70 daginstitutioner. 

Resultatet er, at flere børn i kommunen er blevet diagnosticeret tidligt med astmatisk bronkitis, ligesom de allerede diagnosticerede børns behandling er blevet optimeret.

Astmaindsatsen kan nemt overføres til andre kommuner, og dermed kan man løfte kvaliteten af tilbuddet til alle danske astmabørn.

Indsatsen handler om FN´s verdensmål nr. 3 om sundhed og trivsel og verdensmål nr. 10 om mindre ulighed.

”Et bredt projekt med stort potentiale for et godt børneliv trods kronisk sygdom. Det er tværfagligt, og det rammer regioner, kommuner, familier, skoler og institutioner.”
Citat fra bedømmelsen

sy12-2021_athene-tandboerste

Systematisk mundpleje inden operation forebygger infektioner

Systematisk mundhygiejne inden operation kan reducere antallet af infektioner med 50 pct.

Det viser forskning på Aalborg Universitetshospital, som en sygeplejerske har været involveret i.

Hun har gennem en årrække sat mundhygiejne og vigtigheden heraf på dagsordenen lokalt såvel som nationalt for at forebygge infektioner hos patienter og øge livskvaliteten under indlæggelse. 

Den dokumenterede effekt af systematisk tandbørstning demonstrerer vigtigheden af at sætte fokus på og prioritere patienternes fundamentale behov til gavn for såvel patienternes livskvalitet såvel som patientsikkerheden. 

Indsatsen handler om FN´s verdensmål nr. 3 om sundhed og trivsel.    

”Hun har vedvarende sat fokus på betydningen af grundlæggende sygepleje bl.a. ved at udarbejde en klinisk retningslinje.”
Citat fra bedømmelsen

sy12-2921_athene_engangsbenskinne-i-pap_2

Engangs-"braunskinne” i pap forbedrer lejring

En sygeplejerske på opvågningen på Aalborg Universitetshospital har udviklet et lejringsredskab i pap til erstatning for den kendte braunskinne i metal.

Metalskinnen er nemlig ikke brugbar til alle patienter, og den skal ofte stables med flere puder og tæpper, før der opnås en rigtig stilling for det ben, der skal eleveres.

Papredskabet er nemt at folde, og patientens ben hviler bedre på denne. Patienten kan beholde den, og den kan efter brug gå i papgenbrug.

Den er udviklet i samarbejde med Idéklinikken i Region Nordjylland og har været afprøvet på patienter.

Indsatsen handler om FN´s verdensmål nr. 3 om sundhed og trivsel og verdensmål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion. 

”Smart papløsning, der har potentiale både på sygehuse og i hjemmeplejen. Den er relativ let skalerbar og nem at implementere. Nogle gange er det simple det bedste.”
Citat fra bedømmelsen

sy12-2021_athene_nye-bukser-02

Kateterbuks til mænd giver tryghed og velvære

En sygeplejestuderende fra Region Nordjylland har udviklet en buks til mænd med kateter a demeure.

De forhindrer træk og ryk i kateterslangen med ubehag og risici til følge. De har en fikseringsløsning til slangen i linningen, inderlommer til opsamlingsposen og er nemme at åbne op i siden af buksebenet – hvilket især er en hjælp ved tømningerne. 

MindYouSolutions kateterbukser produceres bæredygtigt ansvarligt, da de kan genbruges, og den nyuddannede sygeplejerske har siden stiftet en virksomhed, som er ved at sætte bukserne i produktion. Bukserne vil kunne bruges i såvel hospitalsregi som i primær sektor.  

Indsatsen handler om FN´s verdensmål nr. 3 om sundhed og trivsel, verdensmål nr. 5 om ligestilling mellem kønnene og verdensmål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion. 

”En konkret sygeplejeproblemstilling, som driller i hverdagen, bliver på systematisk og innovativ vis løftet til et konkret produkt. Og så er det et ungt talent, som har fået sit projekt ud over rampen.”
Citat fra bedømmelsen