Debat: "Tak, fordi du ser mig"

At se mennesket bag diagnosen er noget man lærer på sygeplejeuddannelsen, og som virker så selvfølgeligt.

Alligevel hører jeg til stadighed patienter blive omtalt som deres diagnose – som om det er én og samme ting. 

Det er ikke længe siden, at jeg overhørte en læge omtale en patient som ”pancreatitten på stue 5”.

Denne sætning fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde som studerende, og hvorfor jeg aldrig selv ville tage de ord i min mund. 

I løbet af min sidste klinik som studerende blev jeg kontaktsygeplejerske for en kvinde, der led af skizofreni.

Denne kvinde var genganger på afdelingen, og jeg hørte ofte mine kolleger sukke, når det endnu en gang ikke var lykkedes kvinden at overholde en indgået aftale.

Det kunne være om et bad, medicin etc. Det blev nævnt, at hun var for syg til at kunne indgå i behandlingen. Underforstået at der ikke var noget at gøre. 

Jeg brugte flere timer med hende hver dag, hvor vi snakkede om løst og fast.

Vores relation blev stærkere dag for dag, og vi kom til et punkt, hvor jeg kunne spørge til de aflyste aftaler, uden at hun lukkede ned for samtalen.

Hun lukkede mig ind i sin livsverden, og jeg fik et indblik i de tanker, der holdt hende tilbage fra at tage imod hjælp. På den måde fik vi åbnet op for noget, der kunne arbejdes med.

Dagen inden hun skulle udskrives, sad vi som så mange gange før og talte sammen.

Pludselig stoppede hun sin talestrøm og sagde til mig: ”Tak, fordi du ser mig”.

Jeg kan huske, at jeg blev helt overrumplet, men jeg har tænkt meget over den sætning siden.

For selvom tingene går stærkt, og vi skal have krydset vores opgaver af på vores lister, så sidder der et menneske foran os, som vi ikke må overse.

Christina Friis Knudsen er sygeplejerske og kandidatstuderende